Ud med bilerne: Her er forslaget
Gående og cyklister kan til sommer se frem til en mere sikker færdsel i Algade og Strandgade
For at borgere og turister kan færdes sikkert og få lettere adgang til at opleve de andre dele af byen, og derved bidrage til øget liv og handel i byens butikker, restauranter og caféer, som er koncentreret omkring Sæby Torv, foreslår Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune at Algade og Strandgade omdannes til en midlertidig ”sommergade”.
Forslaget, der behandles af Teknisk Udvalg, indebærer, at der lukkes for indkørsel fra Søndergade til Algade i en periode omkring skolernes sommerferie.
Det tilstræbes samtidig, at den gennemkørende trafik til havnen skal benytte ruten via Gasværksvej, Solsbækvej og Sdr. Ringvej.
Cyklister kan fortsat køre ad Algade og Strandgade.
Baggrunden for anbefalingen er, at Sæby er en populær turistby, og at interessen for at besøge byen forventes øget i de kommende år som følge af udbygningen af Sæby Havn.
Erfaringen er, at mange turister udelukkende opholder sig på havnen, når de besøger Sæby, og at de ikke har opmærksomhed på de mange kvaliteter og muligheder, som byen rummer uden for havneområdet.
Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø skriver i dagsordenspunktet, at hensigten med ”sommergaden” er at forbedre forholdene for de mange gående og cyklende, som bevæger sig igennem gaden i sommerperioden. Fortovene i den vestlige side af Algade er smalle, og gående må tit ud på kørebanen.
Beboere i Algade og Strandgade samt besøgende til kirken ledes i stedet til Algade og Strandgade via Hans Gramsvej og Barbras Alle. Der ændres ikke på eksisterende parkeringsmuligheder i gaderne.
Der tænkes opstillet plantekasser på udvalgte steder i gaden. I sommerens løb afvikler Sæby Handelsstandsforening 3-4 mindre events med kunst, markedsplads og lignende på Klostertorvet mv.
Ændringerne sker i et kommunalt samarbejde med Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Destination Nord
Formand for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen oplyser, at der er planlagt et dialogmøde med områdets beboere og organisationerne den 10. maj i ”Manegen”, hvor han håber, der kan findes en løsning som alle kan se sig selv i.