TV2 optager ny serie i Frederikshavn
Optagelser starter til august - på en række forskellige lokationer i Vendsyssel
FREDERIKSHAVN: En helt ny TV 2-serie er på vej til at blive optaget i Frederikshavn.
TV-serien bærer navnet "Oxen", og den er en filmatisering af Jens Henrik Jensens bestsellerserie om krigsveteranen Niels Oxen.
Manuskriptforfatterne er det kendte par, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der blandt andet har stået bag seersucceser som "Rejseholdet", "Ørnen" og "Livvagterne".
Det er produktionsselskabet "SF Film Studios", der står bag tv-serien. Og netop SF Film Studios producerede også TV 2-serien "Norskov", der blev optaget i Frederikshavn i 2015.
Med den nye serie følger også et ønske fra produktionsselskabet, om at Frederikshavn Kommune støtter projektet med et tilskud på 750.000 kroner. Om det kan lade sig gøre bliver afgjort på et økonomiudvalgsmøde 19. april, hvor indstillingen til politikerne umiddelbart er at bakke op om projektet - men dog kun med 500.000 kroner.
- Nu skal jeg jo ikke foregribe begivenhederne, og derfor kan jeg heller ikke sige, om vi vil støtte med 500.000 eller 750.000 kroner, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).
Noget for noget
Til gengæld lægger hun ikke skjul på, at hun er begejstret for udsigten til den eksponering, der følger med at kommunen bliver en del af en ny tv-serie.
- Men jeg vil også med det samme sige, at vi har lært noget af forløbet med eksempelvis "Norskov". Vi er blevet meget mere spidse på det her med, når der kommer tv-produktioner, sportsbegivenheder og andre større arrangementer. I vores naivitet har vi lært, at der altså også er penge mellem parterne, når man skal have sådan nogle ting til området, så det betyder også, at vi er begyndt at prioritere benhårdt, siger Birgit S. Hansen.
- Det er vigtigt for os i den her sammenhæng, at produktionsselskabet også entrerer med FilmMaskinen (lokal filmskole for 17-25-årige i Frederikshavn, red.), så vores lokale unge kan få lov at suge til sig fra sådan en produktion. Og sådan noget - kombineret med synligheden nationalt og internationalt - kan vi godt tillade os at købe os til. Så vores udgangspunkt er, at vi har "ja-hatten" på i den her sag - men vi skal også kunne forklare og forsvare, hvad det er, vi bruger skatteborgernes penge på, fastslår Birgit S. Hansen.
Hun hæfter sig desuden ved, at serien vil generere en vis omsætning i Frederikshavn Kommune.
Vises i flere lande
I ansøgningen til Frederikshavn Kommune skriver Michel Schønnemann, der er producer ved SF Film Studios, at serien allerede er solgt til visning i Estland, Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Polen, Norge, Sverige og Finland. Forventningen er desuden, at serien allerede inden sommerferien også vil være solgt til visning i både Frankrig, Spanien og Storbritannien.
Desuden anslår produktionsselskabet, at man forventer at lægge en betragtelig omsætning i Frederikshavn Kommune.
"Produktionen vil i forbindelse med optagelserne have udgifter til location-leje, rekvisitindkøb, lokale statister samt udgifter til forplejning, restaurantbesøg og lokal assistance til filmhold og cast i fem uger. Dertil kommer diverse daglige udgifter, som løbende opstår i forbindelse med en filmproduktion. Alle disse udgifter vil vi afholde i Frederikshavn Kommune. Vores direkte forbrug i kommunen har vi regnet til cirka 3,1 millioner kroner", lyder det således fra Michel Schønnemann.
Seriens totale budget til første sæson er på 61 millioner kroner.
Rundt i lokalområdet
Ifølge SF Film Studios planlægger man, at 21 af seriens 65 optagedage skal foregå i Frederikshavn Kommune - hvis Frederikshavn Kommune vel at mærke støtter op om projektet økonomisk.
Oprindeligt var det planen, at 2/3 af serien skulle optages i Estland - men krigen i Ukraine har tilsyneladende fået SF Film Studios til at rykke alle optagelserne hjem til Danmark.
"Ruslands aggressive fremfærd har gjort det utrygt at optage i Baltikum", skriver SF Film Studios.
I Vendsyssel påtænker produktionsselskabet at lave optagelser på både et landsted og ved stranden i Frederikshavn Kommune. Desuden vil banegården i Frederikshavn, Skagen og Gl. Skagen bliver lokationer for serien - ligesom der også vil blive lavet optagelser i klitlandskaberne syd for Skagen.
Sidst men ikke mindst har produktionsselskabet valgt at flytte karakteren Niels Oxens hjem til Frederikshavn - hvilket vil sige, at man kommer retur i de følgende sæsoner, da det er her Niels Oxens ekskone og barn bor. SF Film Studios oplyser desuden, at man også forventer at komme til at lave optagelser i nabokommunerne til Frederikshavn.
Optagelserne til serien starter i august i år, og serien får efter planen premiere på TV2 i 2023.
Finansieringsplan for TV 2-serien "Oxen"
TV 2 Danmark: 21.000.000 kroner (bekræftet)
TV 2 Denmark Invest: 5.000.000 kroner (bekræftet)
TV 2 Denmark Salg: 3.577.050 kroner (bekræftet)
Vestdanske Filmpulje: 1.500.000 kroner (afventer svar)
Film Fyn: 1.950.000 kroner (bekræftet)
Frederikshavn Kommune: 750.000 kroner (afventer svar)
Local Equity Frederikshavn: 750.000 kroner (afventer svar)
SF Studios: 6.800.328 kroner (bekræftet)
Square One: 12.047.000 kroner (bekræftet)
Create Europe: 3.720.000 kroner (bekræftet)
ReInvent Studios: 4.000.000 kroner (bekræftet)
Samlet budget: 61.094.378 kroner