Turisme under digital lup
Turisme og oplevelsesforsker Ph.D. Peter Kvistgaard og cand. mag. John Hird, begge fra Aalborg Universitet, har sammen med de nordjyske turistchefer og Nordjysk Virksomhedspanel udarbejdet en rapport om den digitale modenhed i nordjyske turisme.
Rapporten viser, at hovedparten af de nordjyske turismevirksomheder lægger stor vægt på for eksempel Facebook, Twitter og Snapchat frem for at arbejde med analyse af data, tracking og indsamling af data med henblik på at træffe strategiske beslutninger, der kan forbedre forretningsmodellen.
- Det kunne se ud, som om den gammeldags markedsføring blot føres over i et mere moderne digitalt univers. Problemet med det kan være, at de gamle markedsføringsvaner blot flytter med over i det digitale, fortæller Peter Kvistgaard.
Rapporten konkluderer, at der kan være et stort potentiale i at fremme de digitale processer.
- Det er håbet med denne rapport, at der sættes fokus på et meget væsentligt emne i nordjysk turisme specifikt og dansk turisme generelt, så der kan sættes ind lige præcis dér, hvor det kan nytte noget, siger Peter Kvistgaard.