Tunen - verdens største rovfisk er tilbage
Efter næsten 60 års fravær er den blåfinnede tun tilbage i Skagerrak og Kattegat, og det vækker interesse hos både forskere og fiskere. To eksperter fortæller, torsdag den 13. februar, kl. 19.00, på Frederikshavn Bibliotek, hver deres oplevelser med verdens største rovfisk
En af verden største og stærkest rovfisk er spottet lige ud for Skagens kyst. Den blåfinnede tun, der kan blive over tre meter lang og veje op til 700 kg. Professor Kim Aarestrup fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU AQUA, står i spidsen for et forskningsprojekt, som undersøger tunens tilbagevenden. Sammen med frivillige sportsfiskere sejler han ud fra Skagens kyst for at ”mærke” blåfinnede tun og undersøge fiskens bestand og vandring.
Indehaver af MarineXperten og lystfisker Claus Sørensen er en af de heldige og dygtige sportsfiskere, som er med på ekspeditionerne. Claus fortæller om sine oplevelser og præsenterer desuden fangstteknikker og noget af det robuste grej, som er nødvendigt for at holde 700 kilo rasende rovfisk på krogen.
Velkommen til en aften med to seje mænd, der ofte har været på det åben hav og uden tvivl har fået masser af gode og seriøse lystfiskerhistorier på krogen.
Billetter til foredraget finder du på bibl.frederikshavn.dk under Det Sker.