Billede beskrivelse

Tror på fremtiden

26. december 2020 kl. 06.00

KOMMUNEN: De fire nordjyske kommuner bag Destination NORD, tror på fremtiden – også når det kommer til turismen og oplevelsesøkonomien.

- Derfor har vi store planer med Destination NORD, der skal være med til at sætte retning og strategi på området.

- For det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores turisme- og oplevelsesbranche har haft og har fortsat svære kår på grund af corona.

- Overnatningskurven er flad - vi får ikke turister fra udlandet og vi rejser langt mindre herhjemme. Det vil vi rette op på.

Sådan lyder det samstemmende fra borgmestrene bag destinations-samarbejdet - Birgit Hansen, Mikael Klitgaard, Karsten Nielsen og Thomas Kastrup-Larsen.

- 10.000 personer arbejder allerede nu i turismeerhvervet, og vi skal have mere gang i hele destinationen, så vi kan skabe vækst og arbejdspladser – og trække flere gæster hertil, lyder meldingen.

Det fælles destinationsselskab giver mulighed for at søge vækstmidler til området.

- Det arbejde har vi allerede kastet os over og for nyligt fået fem millioner kroner, der skal være med til at genstarte turismen i vores fire kommuner og resten af Nordjylland, siger borgmestrene.

De erkender, at der ligger store opgaver forude og venter.

- Vi har store ambitioner for vores destination, men det er ikke en opgave, vi kan løfte alene, hverken som kommuner eller som destinationsselskab. Det er en opgave, som vi skal løfte sammen med erhvervslivet og de lokale. Vores indsats skal bygges på lokal engagement og viden – og i samarbejde med erhvervslivet, hedder det fra Destinationsselskabet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste