Billede beskrivelse

Torsdags-løb-ved-havet hele sommeren

05. juli 2020 kl. 10.51

Løbefællesskabet 24timervedhavet inviterer alle - store som små, unge som gamle, turister og gæster som fastboende - til en omgang fællesløb eller gåtur langs Sæbys smukke Kattegat kyst.

Hver torsdag mellem klokken 18.00 og 19.30 hen over sommeren fra den 9. juli til den 6. august, inviteres alle til at møde op iført løbesko og løbe eller gå så langt som man har lyst – og luft til.

Det er gratis at deltage og arrangørerne byder i samarbejde med det ”Det Glade Ishus” sågar på is til alle deltagere under 17 år, ligesom der vil være vand til alle.

-Vi ønsker at give alle muligheden for at opleve glæden ved at løbe sammen eller hver for sig på vores dejlige rundstrækning, som flere hundrede hvert år benytter til løbet ”24 timer ved Havet”, fortæller Rasmus Ulfkjær Østergaard fra løbesammenslutningen.

Ruten vil blive afmærket så alle kan finde vej på den 2 kilometer lange rundstrækning, der går fra Paradisjordene gennem Sæby Søbads område, Haulundsvej og tilbage til start ad strandpromenaden.

- Find de gode sko frem, og tag familie, venner, naboer, kolleger eller andre med ned til en hyggelig stund, hvor vi samtidig får lidt motion i de mest fantastiske rammer slutter Rasmus.

Ud over torsdags-løbene i Sæby, tilbyde der rundt i hele Frederikshavn Kommune mere end 100 vidt forskellige aktiviteter for børn og unge. Hele oversigten kan ses på følgende link:

https://frederikshavn.dk/borger/familie-boern-og-unge/sommeraktiviteter-for-6-17-aarige/

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste