Tornados Powergirls får ny trænerduo
Cheftræner rykker fra Frederikshavn til Strandby
STRANDBY: Den kommende sæson byder på nye trænere til Tornados Powergirls.
Den nye trænerduo består af cheftræner Kent Fynbo og assistenttræner Stefan Ohrt.
Kent Fynbo er et kendt ansigt fra floorball i Frederikshavn.
Han har været involveret i floorball i over 13 år, og har trænet både herre og dame, samt siddet med i bestyrelsen hos henholdsvis Bulldogs og Blackhawks.
De seneste år har han været træner for 1. division damehold i Blackhawks.
Han har også selv spillet floorball.
- Jeg ser frem til at vende tilbage til min barndomsby, nu som træner i Tornados. Jeg havde ellers sagt til mig selv, jeg ville stoppe som træner, men kunne ikke afslå denne mulighed som Anders Kajgaard lagde frem for mig, om at blive træner i en anden klub med nye udfordringer, siger Kent Fynbo,
Han forventer en god sæson med damerne, hvor han vil lægge vægt på, at det skal være sjovt at gå til floorball og det skal give god motion, og mon ikke der kommer lidt udfordringer til damerne fra trænernes side.
- Jeg har som målsætning, at holdet vil blive godt sammentømret i den kommende sæson, og at vi vinder halvdelen af vores kampe, siger Kent Fynbo.
Med sig ved sin side har Kent fået Stefan Ohrt, som er en gammel kending i klubben.
Stefan Ohrt har spillet i klubben i syv år, men har aldrig været en del af trænerholdet.
Han glæder sig til samarbejdet mellem ham og Kent Fynbo.
- Jeg håber, jeg kan give nogle af min ideer og måder at spille floorball på videre til dameholdet. Da Kent Fynbo er en mere erfaren floorball træner, og jeg er den "stadig spillende floorball-spiller", tror jeg også, at vi er en god kombination, og jeg er sikker på, at hans erfarenhed vil smitte af på mig, siger Stefan Ohrt,
I Strandby Tornados glæder man sig til at møde den nye trænerduo.
- Vi er sikker på det bliver en rigtig spændende sæson, med masser af nye udfordringer til dameholdet. Jeg er rigtig glad for at Kent og Stefan tog imod vores tilbud, siger Anders Kajgaard, formand for Tornados.