Tordenskjolds soldater kom til Hørby
Hvert år i uge 5 tager eleverne på Hørby Efterskole til Hafjell i Norge. Skolen får dog ikke lov til at stå tom for knapt har efterskolens elever forladt skolen, før Sæby Friskoles elever overtager idrætshallen med tilstødende lokaler for at øve og opføre en musical.
For femte gang opfører friskolen en musical over et historisk tema, som tidligere har været om N.F.S. Grundtvig, Christian Kold og Kaperkaptajnen Peter Jakob.
I år var det Tordenskjolds tur til at blive sat under lup af skolens 90 elever.
Musicalen, der varede 40 minutter, skildrede Peter Wessels drengeår, til han i 1720 som trediveårig døde under en fægtekamp med en svensk oberst.
Da tæppet gik op og spotlightene blev tændt på scenen, sad 350 forventningsfulde tilskuere klar til at nyde forestillingen og de gik ikke skuffede hjem.
Scenerne var bygget op fra da Peter Wessel voksede op i Trondhjem i en søskendeflok på atten. ”Døtre seks og sønner tolv, men kun én blev Tordenskjold”.
Herefter går det stærkt for den unge Peter Wessel der får kommandoen på den svenske fregat ”Hvide Ørn”, som han selv havde erobret med sin lille kanonbåd.
I 1716 vandt han et opsigtsvækkende søslag ved Dynekilen og et par år senere vises erobringen af den uindtagelige fæstning, hvor han solgte fisk og hvor betegnelsen ”Tordenskjolds soldater” blev udødeliggjort.
Herefter opgav svensken kampen om indtagelsen af Norge og den Store Nordiske Krig kunne slutte.
Opgaverne fordeles
Lærer og musiker Peter Kastrup Krogh havde forfattet tekst og musik til fire nye sange og skrevet ekstra vers til heltekvadet om Tordenskjold.
- Alle kan selvfølgelig ikke besætte hovedrollen, men der er også en række andre spændende opgaver som skulle klares før stykket kunne lykkes så godt som det gjorde, siger skoleleder Helle Krogsgaard.
Alle elever har bidraget med, hvad de selv syntes de bedst kunne byde ind med.
Bag scenen har der været nogen der skulle sørge for, at kulisserne blev designet, kostumerne tilpasset og få overblik over, hvor mange rekvisitter der skulle anvendes med videre.
De der skulle være skuespillere og sangere fik lektier for i form af en række replikker og sange der skulle læres udenad.
Eneste eksterne assistance var fra EUC Nord, der som led i deres eventtekniker uddannelse stillede et par elever og udstyr til rådighed.
Ligeledes er friskolen meget taknemmelig for, at Foreningen Tordenskioldsdage 1717 velvilligt udlånte nogle af deres autentiske klædedragter og rekvisitter.
Dagen efter opførelsen af musicalen stod der quiz om Tordenskjolds liv på skoleskemaet, som eleverne besvarede til et flot 12-tal, fortæller den stolte skoleleder.
Næste musical
I anledning af, at Sæby Købstad fylder 500 år, fejrer friskolen jubilæet med en ny musical i juni måned.
De har her ladet sig inspirere af Fruen Fra Havet og hvis alle tilladelser falder på plads, vil opførelsen ske på pladsen ved skulpturen.