Tordenskiold er i knæ

Men det er Legenden om Tordenskiold II ikke - for årets spil er vildere end nogensinde

27. august 2018 kl. 19.20

FREDERIKSHAVN: Her ved indgangen til Frederikshavns store købstadsjubilæumsmåned står Tordenskioldsdagene klar til at give den unge by et gevaldigt løft ind i købstadens år 201.

Tre aktivitetsfyldte dage i og omkring Krudttårnet og rundt i midtbyen her i weekenden borger for massive mængder af gode oplevelser og fra en tid, hvor Frederikshavn end ikke var tænkt.

For det skete i de dage - 100 år før Kronprins Frederik benådede os med købstadsrettighederne - og det er som altid ganske vist.

Overflødighedshornet af oplevelser finder man på de tre markedspladser - madtorvet eller i de militære forlægninger - og når mørket sniger sig ind over os, ja, så er det tid til at lade fantasien spille og oprulle et skuespil med klart afsæt i historien.

Det sker selvfølgelig i også i år - som det er sket de 20 foregående.

Og holdet bag spillet er top forberedt.

Prøverne på scenen ved Krudttårnet er nu i sin sidste fase, så alt er klart og klappet af fredag 31. august kl. 21.00, når vi præsenteres for Legenden om Tordenskiold II - en opfølgning på sidste års succes af næsten samme titel.

Her oplever vi en Tordenskiold, der er helt i knæ sit blodigste nederlaget nogensinde ved Strømstad.

Men en Tordenskiold i knæ er langtfra knækket - og det oprulles i det nyskrevne stykke, hvor der er skruet godt op for tempoet og for vildskaben, - og for humoren.

Instruktør er Alexander Sagmo, som er gammel "frederikshavnerdreng" - fra Østervrå vel og mærke, og i dag bosiddende i Aarhus, hvor han arbejder som filminstruktør.

- Det er super fedt at komme hjem til Frederikshavn igen og stå i spidsen for det super hold, som medvirker i år, siger instruktøren.

Tordenskioldsdagenes skuespil er jo en årlig tilbagevendende fantastisk tradition.

Det er i år 21. gang at et drama om den danske søhelt ruller over skafottet i Frederikshavn.

I år glæder vi os meget til at præsentere flere nye spillere.

- I rollen som skøgen Ellen-Marie, har vi været så heldige at Lærke-Maria Schmidt har meldt sig under Tordenskiolds faner. Hun har studeret skuespil på The Acting Corps i Los Angeles og går efter en fremtid som skuespiller. Som endnu en nyankommen på holdet, finder vi Mats Janowski der i stykket folder en vildt morsom karakter ud - en svensk adelsmand, med navnet Joachim von Snapsehoden, understreger Alexander Sagmo.

En af Tordenskiolds spillenes legendariske sværvægtere er Kong Christian Lykke IV, som igen kaster sit enevældige åsyn ud over både Tordenskiold og de flade Fladstrandere.

- Holdet er fantastisk i år. Der er en skøn blanding af lokale og folk udefra, og vi har en super energi på holdet i år, siger en meget tilfreds instruktør.

Legenden om Tordenskiold II er en fin videreudvikling på, det, som teamet skabte sidste år.

- Dét jeg gerne vil opnå i år, er at vi vover at rykke Tordenskiolds-spillet endnu længere frem, i en helt ny måde at fortælle historien om søhelten. Der er masser af humor i stykket - og det kommer til tider helt ud på det vanvittige overdrev - og det skulle gerne være basis for masser af gode grin hos publikum, siger Alexander Sagmo, som også står på mål for en fantastisk iscenesættelse rent lys- og effektmæssigt.

- Der bliver noget at komme efter for publikum. Altså alene den vilde kulisse som bygges op omkring hele sceneområdet er jo fabelagtig, - og det store program med opvisninger, marked og musik alle dagen, gør at det jo nærmest er et historisk univers man træder ind i, når man kommer indenfor på pladsen, bag det store træplankeværk. Og den oplevelse topper vi op om aftenen når vi tænder lysene for det nye stykke, siger instruktøren

Krudttårnet spiller en central rolle som et gigantisk lærred, hvor de levende filmsekvenser som indgår interaktivt i iscenesættelsen, projiceres op på.

- Og så tilsætter vi i år en del special effects, som kommer til at overraske, lover instruktøren. Vi opdagede en hel del ved den nye måde at anvende tårnet på sidste år, og det får yderligere et par etager i år.

Men ikke alene stykket og iscenesættelse rykker sig - det gør tidspunktet også - altså det historiske afsæt for spillet, som er skrevet af historiker og forfatter Troels Engelbrecht.

Året er nemlig ikke længere 1717, men derimod 1718 - 100 år før Frederikshavn blev født.

Historien har sit afsæt i perioden efter det fatale angreb på Strømstad.

Tordenskiold er nu mere upopulær end nogensinde og har såvel en krigsret og ikke mindst et kongehuset på nakken.

Han ser sig derfor nødsaget til at gribe til utraditionelle midler og krydse loven, som så ofte før.

Dette bringer ham ud på en rejse med hans trofaste Løjtnant Grib, en glædespige og hans ærkefjende, John Norcross, Legenden om Tordenskiold II, spiller 31. august - 2. september kl. 21.

Men ud over spillet bugner Tordenskioldsdagene af aktiviteter med folkemusik, kadetskole, militære optrin, fætedueller, og meget, meget mere.

Fredag 31. august indledes løjerne kl. 17 og slutter kl.. 22. Lørdag og søndag åbnes billetluget kl. 12.

Entrebillet på 75 kroner for alle over 12 år gælder som adgang til Tordenskioldsdage alle tre dage ved Krudttårnet.

Der vil være 500 siddepladser til rådighed for an scenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste