Tiltrækning af arbejdskraft intensiveres
Frederikshavn Kommune intensiverer tiltrækningen af arbejdskraft. Det igangsættende skub foregår i kampagnen, MOVENORTH.DK på Facebook, hvor en række små film har tre lokale hovedpersoner. Fælles for dem er, at de repræsenterer virksomheder med job og karrieremuligheder - også for højtuddannede
Det kan godt være, at du allerede kender en eller flere af de tre hovedpersoner i Frederikshavn Kommunes nye tiltrækningskampagne, MOVENORTH.DK. Deltagerne har deres hverdag rundt omkring i kommunen, på virksomheder, i fritidslivet og i nærområdet. Men de tre hovedpersoner er også ved at være kendte på Facebook - og dermed resten af verden. Atif, Lene og Lars fortæller nemlig deres egne autentiske historier i kampagnen, der begyndte 1.juni. De har alle tre, sammen med deres arbejdspladser på henholdsvis Roblon, Scanel og Karstensens Skibsværft, sagt ja til at deltage i kampagnens små film, der løbende bliver udsendt på facebook: movenorth.dk. For alle tre personer gælder også, at de repræsenterer forskelligheden i den arbejdskraft som virksomhederne i Frederikshavn kommune efterspørger, og som de har udfordringer med at tiltrække.
De tre deltagere
Atif Jamal er tilflytter. Han tog en bachelor i Pakistan og blev færdiguddannet kemiingeniør fra Aalborg Universitet. Han arbejder i dag hos Roblon Industrial Fiber i Gærum, og bor med sin familie i Frederikshavn. Lene Nielsen er uddannet plade-og konstruktionssmed med speciale som skibsbygger, men arbejder nu som el smed. Hun er ansat hos Scanel International, hvor hun i øjeblikket bygger større hangarer til krigsskibe fra Søværnet i Frederikshavn. Lene og hendes mand og børn bor i Gærum. Lars Sørensen bor i Aalbæk og arbejder hos Karstensens Skibsværft i Skagen. Han er uddannet skibsingeniør og arbejder med skibenes stabilitet. Lars er efter en årrække flyttet hjem til Skagen, hvor han nu bor med kone og børn.
Virksomheder har job
I Frederikshavn kommune er efterspørgslen på kompetent arbejdskraft stor, og den bliver større dag for dag. Flere går på pension i disse år, og væksten i de fire vækstspor, Maritime, Turisme, Fødevarer og Energi, genererer flere arbejdspladser.
Alene havneudvidelserne af henholdsvis Skagen og Frederikshavn Havn, og de dertil knyttede aktiviteter anslås at skabe yderligere 1000 nye job. Atif, Lene og Lars skal have nye kolleger og MOVENORTH.DK skal hjælpe arbejdskraften til at finde vej til Frederikshavn kommune.