Billede beskrivelse

Tilfredshed i Idrætsforeningen

ØVI er i god gænge med styr på bestyrelser og økonomi

04. marts 2019 kl. 19.20

ØSTERVRÅ: Der er grund til at være stolt over vores forening, selv om det også kan være op ad bakke en gang imellem, så er der meget at glæde sig over.

Det var en synligt stolt formand for ØVI Knud R. Hjørnholm, der kunne runde rækken af generalforsamlinger af med at solidt punktum i hovedafdelingen.

Formanden konstaterede, at alle underafdelinger havde fremlagt flotte beretninger fyldt med masser af aktiviteter og sportslige resultater.

- Der skal mange mennesker til at drive en idrætsforening, og vi er heldige, at vi stort set har alle pladser besat – tilmed med et forholdsvist yngre segment sammenlignet med mange andre. Kun en enkelte af fem underafdelinger mangler at blive fuldtallig, men det har de selv fået mandat til at håndtere.

Økonomisk ligger ØVI også ret lunt i svinget. Nogle afdelinger bedre end andre, men det skal også ses på baggrund af stor forskel i antal medlemmer.

Formanden havde dog et lille indspark, for selv om det ser rigtig flot ud, så må vi også erkende, at det også koster mange penge at drive en forening af vores størrelse.

Østervrå Idrætsforening tog i foråret initiativ til at oprette E-sport med lidt svingende resultat.

Før sommerferien var der to hold, men efter ferien har der kun været et hold, da mange af de ældste er på efterskoleophold. Sidste nyt er afviklingen af et vellykket LAN-party, som ventes at blive gentaget senere i år.

ØVI har i maj bistået Østervrå Menighedsråd i afvikling af koncert med Anne Linnet, et vellykket samarbejde, som gerne gentages.

Hjørnholm roste de lokale politikere for at tage fat på en ensretning af halleje i kommunale haller og selvejende institutioner samt en ny tilskudsordning, som nu bliver mere enkel og smidigere at arbejde med.

Der er dog stadig nogen usikkerhed om, hvad det helt konkret betyder for Østervrå Idrætsforening.

Det er blevet en tradition, at ØVI holder en fælles bestyrelsesfest for alle foreningens bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsen i ØVIs venner.

- En god aften, hvor vi bliver rystet sammen og får lejlighed til at diskutere fælles fodslav i det fremtidige bestyrelsesarbejde, slutter formanden. ÅB

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste