Livet her

Tilbage til fremtiden

Hjorts Badehotel er genrejst efter kæmpe renovering

27. maj 2019 kl. 16:20

KANDESTEDERNE: Det er som at træde direkte ind i kulisserne på TV-serien Badehotellet, når man besøger Hjorths Badehotel ved Kandestederne. Med udsigt til Raabjerg Mile i baghaven og 400 meter til havet, omkranses badehotellet i en smuk og særegen natur, som kun findes her.

Indenfor på hotellet tager Mikael Valentin i mod.

I 2018 forpagtede han hotellet.

Han har haft restaurant Rusk i Aalborg, men har nu vendt sin passion og vision mod det gamle Hjorths hotel fra 1890.

Ved siden af Hjorths ligger Kokholms Hotel og de 2 hoteller danner sammen rammen om Hjorths badehotel.

En af Mikael Valentins visioner er at fremhæve hotellets rødder.

Alle værelser har individuelle udtryk, men fælles er en historisk charme og autenticitet, hvor sjælen finder en helt særlig ro.

Hotellet råder over 15 værelser på Hjorths og 10 på Kokholms.

Værelserne er blevet total renoveret og de fremstår i dag med charme og nostalgi. Der er kælet for detaljerne på værelserne og udsigten til naturen taler for sig selv.

- Jeg er glad for, at ejerne har valgt at gå med til renoveringen af hotellet med denne første etape og senere en langt større og at de tror på mine visioner, siger Mikael Valentin.

Hotellet skal bygge på tid til fordybelse, nærvær, samtalen og roen.

Derfor er Wi-fi og Tv bevidst fravalgt, for netop ikke at forstyrre.

Roen og fordybelsen finder man bl.a. i hotellets yogasal, som findes i bygningen ved Kokholm.

Her er det forhenværende opholdsrum blevet støvsuget for møbler og der er lagt et dæmpende trægulv, og fra lokalet udsigt til Raabjerg Mile og den smukke natur.

- Jeg kalder det ”Danmarks smukkeste yogasal”. En time om morgenen kan gæsterne fordybe sig i yoga og meditation til smuk fuglekvidder udenfor.

- Jeg underviser selv i det og prøver også at få de mandlige gæster med, idet mange mænd jo er meget stive.

- Det giver mange gode oplevelser. Vi prøver at give gæsterne noget med hjem, en oplevelse til deres eget liv, så vi har lanceret et slogan ”Vi er et hotel du tager med hjem”.

Mikael Valentin har en forkærlighed for madforståelse og selvforsyning.

Det kommer også til udtryk i madkulturen på hotellets restaurant.

Alt er hjemmelavet og der sættes en ære i at bruge lokale og aktuelle råvarer.

Sidste år fik hotellet for første gang i hotellets historie 1 stjerne i Den Danske Spiseguide.

- Vi fortolker på gamle danske klassikere som stegt flæsk i persillesovs, boller i selleri, men i ny moderne version og skaber på denne måde et møde mellem fortid og nutid.

Hvordan laver man pasta på nordjysk? Det har vi eksperimenteret med og til sidst har vi fundet opskriften.

Når vi serverer den for gæsterne siger de ”Den ser sund ud, men den smager ikke sundt”. Underforstået, den smager super godt.

- Vi har en idé om at give feriegæsterne en pose pasta med hjem, når de rejser, siger Mikael Valentin og fortæller endvidere at han elsker historiske middage og kunne godt tænke sig at servere mågebryster.

- Vi ønsker at minimere madspild og samtidig optimere kvaliteten på mad-oplevelsen hos os. Derfor sammensætter vores kokke hver dag en ny seks retters aften menu baseret på lokale og sæson-aktuelle råvarer.

I hotellets lade er der selskabslokale og det er flittigt benyttet til selskaber og fester.

Gæsterne føler sig i beach-stemning, idet gulvet er belagt med sand, og en lille scene er der også blevet plads til.

Hotellets have benyttes ofte, hvor gæsterne sidder og nyder roen, en kop kaffe eller nogle af de dejlige retter, der serveres.

Mikael Valentin ønsker at hotellet kan blive et helårshotel og på den måde være med til at give mere liv heroppe også uden for sæsonen. Meget gerne med lokale gæster, som her har et badehotel med den skønneste natur lige udenfor.

- Jeg tror, der kommer flere turister, der ikke kun er badegæster. Jeg vil gerne skabe kokkeskole, kunstmaler-weekend m.m. – vi mennesker mangler nærvær og fordybelse med hinanden, siger Mikael Valentin.

Mikael Valentin har mange ønsker og drømme, som han håber vil blive realiseret med tiden. Men allerede nu, er Hjorths Badehotel et frirum, hvis man ønsker at stoppe op, pakke hverdagen ned og blive forkælet i eventyrlige omgivelser.

Om hotellet og beliggenheden sætter Mikael Valentin selv ordet unika på etiketten.

Annonceret indhold

Nyeste