Billede beskrivelse

Tilbage i cykelsadlen efter hjertestop

Preben Sørensen indstiller nu de seks, der gav ham hjertemassage, til Årets Hjerteredder 2018

14. marts 2018 kl. 16.17

I forbindelse med Landsbyløbet i Frederikshavn Kommune sidste år - som er et hyggeligt motionsløb, hvor deltagerne kan vælge enten at cykle, løbe eller gå - fik Preben Hahn Sørensen fra Sæby hjertestop tæt ved Dvergetved..

I dag er han erklæret rask, og igen aktiv cykelmotionist uden mén.

Men det er ikke givet, at han ville have været, hvis ikke den gruppe af cyklister, der kørte i Preben Hahn Sørensens baghjul ikke havde haft et godt kendskab til førstehjælp - herunder hjertemassage.

Den hurtige og kvalificerede indsats bærer i hvert fald sin del af æren for, at Preben Hahn Sørensen igen er frisk og klar til store udfordringer i cykelsadlen igen.

Hjerteforeningen har i år modtaget 51 indstillinger til prisen som Årets hjerteredder 2018. Blandt de indstillede er de seks, som reagerede prompte, da Preben Hahn Sørensen styrtede.

- Jeg indstiller Kåre Venø Olesen, Frederikshavn, Niels Oliver Østergaard, Frederikshavn, Jeppe Østergaard Jørgensen og Maria Johansen alle fra Frederikshavn, samt Birgit Jakobsen, Tylstrup, og Gorm Rosendal, Østervrå, da det er deres samlede indsats, der er årsagen til at jeg er i live og rask i dag, skriver Preben Sørensen i sin indstilling til Hjerteforeningen.

Og hvis Preben Sørensen har magt som agt, som bliver de seks kåret som Årets hjerteredder 2018. ved det store hyldestarrangement, der afvikles fredag 23. marts i Nykredits "Glaskuben" på Kalvebod Brygge i København.

Gennem de seneste 15 år er der sket en imponerende stigning i de tilfælde, hvor der er ydet genoplivning til et menneske med hjertestop.

I dag sker det i to ud af tre tilfælde.

Nu overlever hver ottende dansker med hjertestop uden for hospitalet.

For 15 år siden var det ikke engang hver 25., der overlevede.

Og det var præcis det, der skete i Preben Sørensens tilfælde, for som Gorm Rosendahl fra Østervraa fortæller, så blev de hurtigt klar over, at det ikke bare var en styrt, men noget mere alvorligt.

- Der bliver råbt om der er nogen, der kan førstehjælp. Det har jeg indgående kendskab til gennem mit deltidsjob som brandmand, og jeg har også været med til at starte SMS-hjertestartegruppe. Derfor skynder jeg mig frem, for at se om jeg kan hjælpe, og så indleder vi med hjertemassage. Vi er fire personer, som ikke kender hinanden, men som arbejder fint sammen, og "holder" liv i Preben, indtil ambulancen og lægen når frem og tager over, fortæller Gorm Rosendahl.

Tiden lige før og efter hjertestoppet er hukommelsen et sort hul.

Det sidste, Preben Sørensen husker, er, at han spiser et stykke chokolade og drikker lidt saft.

Han husker også, at stemningen blandt folk omkring ham var god.

Herefter forsvinder hukommelsen i et stykke tid.

- Min kranspulsåre er på dette tidspunkt ved at være lukket helt til, og hjertet skal arbejde på højtryk for at få blodet gennem årerne. Og selv om der stadig er cirka fire kilometer til, at jeg falder om, husker jeg ikke mere herefter, før jeg vågner på Aalborg Universitetshospital.

Men lægerne har fortalt, at det er ganske normalt med sådan et blackout. Både før og efter hjertestoppet.

Preben Sørensen bor i en villa i Sæby, han har kone og tre børn, han lever fornuftigt, dyrker motion, og de seneste tre år har han mindst et par gange om ugen trænet på sin mountainbike.

Desuden har Preben Sørensen tabt sig 12 kilo, og så er der som bekendt intet i verden, der kan røre én ...

Selv om Preben Sørensen - fire dage før han fik hjertestop - var på vej i Lidl og havde en kortvarig trykken for brystet, reagerede han som de fleste mænd ville have gjort:

Han tog et par dybe indåndinger. Derefter havde Preben Sørensen det fint igen og tænkte ikke mere over det.

13. juni afviklede Landsbyløbet i Frederikshavn Kommune den tredje etape, og Preben Sørensen husker det som en dejlig dag.

Vejret var fint, solen skinnede, og han havde gode ben.

Han cyklede fra Sæby til Kvissel, hvor starten til løbet skulle skydes i gang klokken 18.00.

Klokken 17.55 talte Preben Sørensen kortvarigt med sin kone, Mariann, der ønskede god tur.

Turen gik først fra Kvissel til Ravnshøj og tilbage igen til Kvissel med depot i Dvergetved.

De første cirka 19 kilometer var tilbagelagt.

Da det næste stykke tid er slettet i Preben Sørensens hukommelse, er efterfølgende beskrivelse baseret på andres forklaringer:

Tre eller fire kilometer efter opholdet i Dvergetved var en gruppe på 20-30 cyklister på vej op ad en stejl bakke.

Vi er langt fra nærmeste hus, i et enestående smukt landskab med bakker og grantræer - tæt ved Tolne Skov. Preben Sørensen lå forrest i feltet, men pludselig falder tempoet.

Selv om hjertestoppet skete på en jordvej i udkanten af Tolne Skov, langt fra asfaltvejene, var Preben Sørensen omgivet af deltagere fra Landsbyløbet.

Via Falcks 112-app, som alle kan downloade til mobiltelefonen, og som viser nøjagtigt, hvor du befinder dig, blev ambulancen tilkaldt.

Imens skiftedes flere af deltagerne til at give hjertemassage, hvilket netop var nok til at holde hjertet i gang.

Otte minutter efter opkaldet ankom lægebil og ambulance, hvorefter Preben Sørensen fik stød.

Hans hjerte slog igen regelmæssigt.

Derefter gik turen til Aalborg Universitetshospital, hvor Preben Sørensen fik en ballonudvidelse i kranspulsåren.

Og lad os da bare få med, at det første, Preben Sørensen spørger efter, da han vågner, er, hvor hans cykel og cykelcomputer befinder sig.

Fjerde etape af Landsbyløbet var Preben Sørensen selvsagt nødt til at springe over, men han var klar igen til femte etape, ligesom han nu træner til Cykelvasan på hele 90 kilometer i august.

Selv om Preben Sørensen stadig ikke kan huske spor fra tiden omkring hjertestoppet, er han sluppet fra den barske oplevelse helt uden mén.

- Jeg er helt klar igen og føler mig faktisk stærkere end nogensinde før. Og jeg er helt bevidst om, at de mennesker, som hjalp mig inde i skoven samt 112-app’en på mobiltelefonen, medførte, at jeg er i live i dag, siger Preben Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste