Thorshøj tænder lys i mørket

24. november 2020 kl. 06.00

THORSHØJ: I samarbejdets ånd blev der fredag eftermiddag tændt lys i Thorshøj by. Børn og voksne fra Thorshøj Børnehus samt borgerforeningens og Try Thorshøj Boldklubs (TTB) folk var rundt i byen for at sprede lys i en mørk tid.

Træer med lysende pynt, hjerter og stjerne med lys er blevet fordelt rundt omkring i Thorshøjs bybillede, i anlægget, ved byskiltet og på sidevejene.

- Ideen opstod fordi COVID-19 har betydet, at alle vores traditionelle arrangementer har været aflyst, fortæller Annika Thomsen fra TTB.

- Det hele strammede lidt mere til her hen under efteråret og den mørke tid, så kom den ekstra nedlukning, og mens vi ledte efter vores samfundssind, opstod ideen: ”måske hjælper det, hvis vi tænder lidt lys”.

De gæve Thorshøj-folk har aldrig langt fra tanke til handling, så bestyrelserne fra borgerforeningen og TTB allierede sig med børnene i Thorshøj Børnehus, og de var helt med på ideen.

- De har været virkelig kreative og lavet to flotte juletræer med pynt og lys, som nu står og på hyggelig vis og byder velkommen ved byskiltene på Hjørringvej, bekræfter Annika Thomsen.

I fredags blev den fin pynt sat op i byen, og det var et stort øjeblik for børnene, da træerne blev stille op. Samtlige børn og voksne fra Børnehuset var med ude og sætte det første træ, mens det kun var de ældste, der insisterede på at være med til at stille det andet træ op – helt oppe i den anden ende af byen.

Frisk luft giver appetit, så da alle var vel tilbage i børnehuset blev madpakkerne fundet frem, og i dagens anledning var der kagemand til dessert. Et ekstra plus var pebernøddedej fra Hørby Bageri, som sikkert også har givet travlhed i det lille børnehus.

- Vi har sat ekstra lys op i år, fortsætter Annika Thomsen, i anlægget er der små stjerner og hjerter hele vejen rundt, og flagstangen har også fået en flot belysning samt ekstra små lyseffekter i rabatter ved byens to indfaldsveje.

Lørdag var det tid at sætte julestjernerne op, det gik rigtig fint med god opbakning.

De flittige folk sluttede af med æbleskiver i klubhuset, så nu er Thorshøj godt på vej til at blive en rigtig hyggelig julebelyst by, men det stopper ikke der.

Thorshøj Borgerforeningen opfordrer alle byens borgere til at sætte lidt ekstra lys udenfor, og i år må vi gerne være lidt tidligere ude, lyder opfordringen fra formand Geir Kåsa.

Borgerforeningens bestyrelse har flere ideer i ærmet – en lille lokal konkurrence, som de kalder ”Julehuset i Thorshøj”.

- Vi udfordrer byens borgere til en lille uhøjtidelige konkurrence med at pynte/dekorere deres huse/haver med lys frem til jul, forklarer formanden, der er ingen krav, blot at man har lyst til at være med til at skabe julehygge og god stemning.

- Samtidig vil dem, der kører gennem byen, også få en oplevelse af hyggen langs vejen. Vi håber, at alle har lyst til at være med, lyder opfordringen.

- Startskuddet går den 1. december og frem til juleaften, og det bliver byens borgere, der udgøre juryen i den lille julespøg. Det betyder jo også, at de må rundt i byen og beundrer hinandens julebelysning, slutter Geir Kåsa.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste