Bestyrelsen i Thorshøj Gl. Skole - fra venstre: Jette Hansen, Geir Kåsa, Jette Hansen, Mette Frederiksen, Annika Thomsen, Torkild Snørbjerg og Nicki Helledie på billedet mangler Majbrit Rasmussen. Foto: Privat
Livet her

Thorshøj Skole skal fortælle nye historier

Foreningen Thorshøj Gl. Skole overtager den tidligere folkeskole.

04. maj 2021 kl. 07:00

Den gamle skole i Thorshøj skal have nyt liv, hvis det står til byens borgere. Planen er at skabe et kulturelt samlingspunkt med nye aktiviteter, som skal være med til at styrke lokalområdet og fortælle nye historier.

Onsdag aften gav Frederikshavn Kommunens Byråd det endelig ja, til at foreningen Thorshøj Gl. Skole kan overtage den tidligere folkeskole.

I år er det 120 år siden Thorshøj Skole blev indviet, og det kommer de til at markere på en helt perfekt måde i Thorshøj. Skolen skal nemlig igen til at fyldes med liv og nye aktiviteter, hvis det kommer til at gå som bestyrelsen i den nydannede forening Thorshøj Gl. Skole har planer om.

Den overordnede titel på det omfattende projekt er ”Nye fortællinger i den gamle skole”, og der er ingen tvivl om, at hvis væggene kunne tale, så – måske er det meget godt, at de ikke kan det.

Den 120 år gamle Thorshøj Skole skal til at fortælle nye historier. Privatfoto

- Vi har et kæmpe stort ønske om, at kunne bidrage med nye fortællinger, fortæller Annika Thomsen fra bestyrelsen, og vores ambition er at øge aktivitetsniveauet i lokalsamfundet, bidrage til den sociale kapital og modvirke kulturtab.

I arbejdstøjet

De sætter baren højt i Thorshøj, og de er heller ikke selv i tvivl om, at det ikke bliver noget, de kan realisere på kort tid.

- Nu skal vi for alvor trække i arbejdstøjet, erkender Annika Thomsen, men omvendt, så har vi også tidligere præsteret at få projekter op at stå, som andre måske har rystet lidt på hovedet af. Nogen vil måske spørge ”Har de ikke foreninger nok” – jo det kan man måske sige, men vi tror på, at med Thorshøj Gamle Skole vil vi være i stand til at styrke kommunikation og samarbejde yderligere i et i forvejen meget sundt foreningsmiljø.

- Vi vil helt sikkert også støde på udsagn som ”Skal der så ikke være aktiviteter i klubhuset mere?” og ”Det bliver dyrt”, forudser Annika, og til det kan vi kun svare: ”Jo, der skal være aktiviteter i klubhuset, det spiller en vigtig rolle i lokalsamfundet.

- Aktiviteterne i den gamle skole skal være noget, man ikke lige kan ”gå til” i klubhuset, forklarer Annika Thomsen og fortsætter. Ja, det bliver dyrt, det vil i hvert fald komme til at koste en god portion vilje, og kræve at vi endnu en gang er villige til at rykke sammen på tværs af interessefællesskaber og give den en ordentlig skalle, lyder opfordringen.

Nyt liv i drømmene

Bortset fra lidt kursusaktivitet, så har Thorshøj Skole stået tom siden 2002, og det har næsten dagligt pint Thorshøjboerne, at se de mange tomme kvadratmeter stå ubenyttet hen.

- Vi har i flere år talt om, hvordan vi kunne få skolen på egne hænder, men der har været mange andre projekter, vi skulle tage hånd om, erkender Annika Thomsen. Her under Covid-19 blev der imidlertid pustet nyt liv i drømmene, og i starten af 2021 blev første skridt taget med stiftelsen af foreningen Thorshøj Gl. Skole, med en bestyrelse bestående af repræsentanter fra byens foreninger, som straks tog kontakt til Frederikshavn Kommune, med henblik på at få lov til at overtage skolen.

Det er nu en realitet, og forud venter et større renoveringsarbejde af den ca. 200 kvadratmeter store bygning.

Den gamle skole i Thorshøj har stået tom siden 2002, men nu skal den genopstå som et kultur- og mødested. Privatfoto

Renoveringen af huset søges dækket med midler fra forskellige fonde.

En arbejdsgruppe er i fuld gang med at søge midler til realisering af projektet, der foreløbig har et budget på godt 1.2 mio. kr., men bestyrelsen er også på stikkerne i en lidt mindre målestok.

- Vi har hårdt brug for noget startkapital, så derfor vil vi da gerne opfordrer alle dem, der kan se ideen i vores projekt, til at støtte med et medlemskab, lyder opfordringen fra bestyrelsen.

Derudover har foreningen startet salg af toiletpapir, som bidrager med en andel til projektet, hver gang, der bliver købt en pakke med 24 ruller.

- Vi er også med i en tælle-skridt-kampagne, hvor vi måske kan være heldige at vinde en kontant præmier, oplyser Annika, der er tovholder for alle de mange hold, der har meldt sig.

Den gamle skole har allerede sendt invitation ud til sin første aktivitet – en Bageskole for piger og drenge i alderen fra 6-14 år. - Vi kan naturligvis ikke være på skolen endnu, men vi vil gerne sætte noget i gang, og det her bliver altså vores første tilbud, hvor man skal have medlemskort, for at være med, forklarer Annika Thomsen.

Bageskolen kommer til at foregå i Try Thorshøj Boldklubs klubhus, hvor Katrine og Julie Skovsgaard vil hjælpe børnene med at dekorere forskellige kager med diverse pynt osv.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu