Temperaturen er lige til et vinterbad
Det er nu godt 14 dage siden, at vinterbadersæsonen for alvor blev åbnes.
Skæringsdagen er 1. oktober i Frederikshavn, og før har de rigtige vinterbadere slet ikke lyst til at hoppe i vandet.
Det er nemlig alt for varmt.
Frederikshavns vinterbadere er en forening, der blev startet af tre mand høj i 1996.
Siden er medlemstallet steget støt til lige i underkanten af 150 betalende medlemmer der holder til i foreningens omklædningshuse tæt ved Rønnerstranden.
Og har man lysten til det, så er det nu man skal melde sig under fanerne.
Vandtemperaturen er allerede så lav, at det gyser lidt i kroppen, når man går i vandet, og det er godt at vænne sig til de kølige badeture, før der skal hakkes hul i isen.
Her får du et par gode råd til at komme sikkert i gang.
Blodtrykket stiger, pulsen falder, og kroppen udskiller stresshormoner, når man hopper en tur i det kolde vand.
Det er nogle af grundene til, at vinterbadning er sundt for både krop og sjæl.
Vinterbadning er populært, og det har en vis "wow-effekt" at være vinterbader.
Hvis du tager dine forholdsregler, er en iskold badetur en god start på dagen, og du skal ikke overveje det for længe, når du står for enden af badebroen. Beslut dig, og gør det!
Lav badeaftaler med en ven, så er der større chance for, at du holder fast i badeturene i begyndelsen, som er de sværeste. Det er hyggeligt med selskab, og ikke mindst er det en god idé for din sikkerhed, at du aldrig bader alene.
Når du ikke er vant til at vinterbade, kan den lave temperatur føre til, at du hyperventilerer, og hvis man ikke får styr på åndedrættet, kan man besvime og risikere at drukne.
Når I er mindst to, kan I holde øje med hinanden.
De fleste vinterbadere kan slet ikke undvære deres kolde dukkert, og når du selv er kommet igennem de første par uger, bliver det lettere at komme i vandet.
Erfarne vinterbadere er i vandet 20-40 sekunder ad gangen, men som nybegynder skal du tage endnu kortere dyp af 5-10 sekunder, så din krop langsomt vænner sig til det.