Teatertorden blænder op for ”Se dagens lys”
FREDERIKSHAVN: Det har været et par drøje år i coronaens tegn, men nu blænder Frederikshavn Gymnasium igen op for en musical.
I år har Svend Åge Madsens lettere dystopiske sci-fi-roman,”Se dagens lys” fra 1980, vist sig ideel til musicalformatet, og til alles overraskelse er budskabet lige så aktuelt i dag som for 40 år siden.
Elevgruppen TeaterTorden har siden skolestart i august arbejdet med at skrive manuskript og udtænke scenografi.
Den sidste fase er nu i gang, og der findes rekvisitter og kostumer, øves skuespil og sange på livet løs så alt er klar til årets forestilling torsdag 10. marts kl. 19.30 i gymnasiets festsal.
Stykket rummer et væld af skønne melodier med alt fra en fin nyskreven sang til Kraftwerks 80er-electronica til Minds of 99’s store hit ”Hurtige Hænder”.
Musikken leveres af skolens band.
Forestillingen varer ca. to timer inkl. en lille pause, hvor der er mulighed for at købe en forfriskning.