Tandlægerne har stadig åbent
KOMMUNEN: Både de private og de kommunale tandlægeklinikker i Nordjylland holder fortsat åbent - også i de syv kommuner, som er lukket ned.
Tandplejen er en del af sundhedsvæsenet og varetager kritiske funktioner, og derfor skal man holde åbent. Det gælder både for børne- og ungdomstandplejen, omsorgs-, special- og socialtandplejen og for de private klinikker for voksne.
- Tandlægerne skal følge strenge retningslinjer for hygiejne og sikkerhed på grund af corona.
- Hygiejnen skal selvfølgelig være helt i orden, så vi tager alle forholdsregler. Patienterne kan trygt gå til tandlægen, de behøver ikke at være nervøse, siger Troels Barkholt, formand for Tandlægeforeningen i Region Nordjylland.
Det er dog vigtigt, at man ikke går til tandlægen, hvis man har symptomer på coronavirus, og man skal have en aftale, før man møder op hos tandlægen.