Tandlægefamilien
Torben Qvist er stifter og medejer af Team Løvetand, hustruen er receptionist, og en søn, en datter og en svigerdatter er tandlæger i klinikken
Selv om Løveapoteket forsvandt fra den smukke, gamle bygning i Jernbanegade 2A i Frederikshavn for snart ti år siden, er løven stadig at finde på stedet.
Faktisk gemmer der sig under navnet Team Løvetand en familie, der for alvor har bidt sig fast i midtbyen.
I 1985 blev Torben Qvist udannet tandlæge fra Aarhus Tandlægeskole, og i 2007 stiftede han Team Løvetand. Tre år senere kom også tandplejer Kristina Friis med som ejer af klinikken.
At Torben må have haft en gunstig indvirkning på sine børns valg af uddannelse er let at få øje på. For tre år siden blev svigerdatter Sabina Sundsbøll udlært som tandlæge og ansat i Team Løvetand, og i år fulgte så både sønnen Aleksander og datteren Amalie i samme fodspor.
Og nu er de netop startet som nyuddannede tandlæger i klinikken efter at have afsluttet eksamen samme dag den 19. juni.
For fuldstændighedens skyld skal det naturligvis også med, at Torbens hustru Anette er klinikkens receptionist.
Så tandløs kan man bestemt ikke kalde familien Qvist fra Frederikshavn.
- Jeg er rigtig glad for, at både vores svigerdatter og vores to ældste børn både har valgt at gå tandlægevejen og ikke mindst at bruge deres uddannelse her i klinikken i Frederikshavn, siger Torben Qvist.
Problematisk
Han peger på, at der gennem flere år har været problematisk at få unge frederikshavnere til at vende retur til hjemstavnen efter endt uddannelse i større byer.
- Både læger og tandlæger i Frederikshavn har haft svært ved at sælge deres klinikker, og det har fået en del til at gå ind i kædedannelser, hvor der er mulighed for sparring fra kolleger. Problemet kan imidlertid være, at investorer laver stordrift for at få et økonomisk overskud til sig selv. Det problem er vi heldigvis foruden, nu da vi har opgraderet med to tandlæger i vores klinik, så vi nu er fire.
Torben Qvist glæder sig over, at han sammen med familien er med til at sikre, at Frederikshavn også fremover har en tandlægeklinik i midtbyen.
For hverken ægteparret Aleksander Qvist/Sabina Sundsbøll eller Amalie Qvist var der tvivl om, at de gerne ville med i familiens klinik i Frederikshavn.
- Vi fik en baby for et år siden, og i stedet for en masse pendlen til og fra Aarhus er vi nu kommet helt tæt på familien heroppe, siger Aleksander.
- Det familiære betyder meget for Qvist-klanen, og vi vil gerne det nære, siger Sabina.
Større kapacitet
For far Torben betyder forøgelsen af tandlæger i klinikken også, at der kan åbnes op for en endnu større kapacitet.
- Der er i forvejen rigeligt med arbejde til fire tandlæger, så det er dejligt at Aleksander og Amalie er stødt til her efter sommerferien.
Aleksander på 28 år ser frem til at kunne dygtiggøre sig indenfor specielle områder ved tandlægefaget.
- Og så er jeg glad for at have valgt et job, hvor der både er menneskelig kontakt, teori og håndværk.
Sundhed er vigtig
For hele familien Qvist og bestemt også for medejer og tandplejer Kristina Friis betyder sundhed rigtig meget.
- At være tandlæge i dag er meget mere end blot at bore i folks tænder. Faktisk kan vi være med til at ændre meget på sundheden generelt hos hvert enkelt individ. Der er nu om dage tale om helhedsorienteret tandpleje hos tandlægen, forklarer Torben.
Den eneste udenfor familieskabet Qvist, tandplejer Kristina Friis, føler sig på ingen udenfor på klinikken.
- Jeg har været med siden 2010 og behandles som alle andre på stedet, og naturligvis glæder jeg mig også over, at to nye medlemmer af familien Qvist er stødt til for at blive her i en årrække fremover.
Også udenfor klinikken kan både den samlede familie Qvist og Kristina Friis forenes om sundhed, for de holder alle meget af at løbe.
Således har Aleksander løbet maraton, mens Kristina Friis ofte kaster sig ud i en triatlon.
- Og vi bakker alle op om de lokale motionsløb, for det er vigtigt at få motion og at støtte lokalt, pointerer Torben.
Store smil
At smilene også er både store og hvide i klinikken hersker der ingen tvivl om, og hvis Qvist-familiens yngste søn Magnus, 16 år, skulle finde på at uddanne sig til tandlæge, vil smilene ikke blive mindre.
Til gengæld er Valdemar, 22 år, startet på et ingeniørstudie, mens 18-årige Anna nok vil i gang med jura. Og de to sørger trods alt for, at al samtale ved middagsbordet i privaten på Kildevej ikke er om tænder.