Billede beskrivelse

Talentudvikling får 200.000 i støtte

Frederikshavn Havn har netop underskrevet en tre-årig sponsorkontrakt

09. marts 2020 kl. 16.01

KOMMUNEN: Nu får ambassadørkorpset af frivillige, der træner elever fra Talentsportsklasserne og de nye Sportsklasser ude i klubberne, en økonomisk vitaminindsprøjtning.

Frederikshavn Havn har indgået en 3-årig sponsorkontrakt for at styrke talent- og kompetenceudvikling i Frederikshavn kommune.

Frederikshavn Kommune har i en årrække haft stor succes med Talentsportsklasser for elever i udskolingen (7., 8. og 9. klassetrin).

I udviklingen af de unge talenter har samarbejdet med lokale idrætsklubber og –foreninger en helt afgørende betydning. I dette arbejde spiller ambassadørkorpset en vigtig rolle.

Ambassadørerne er træner / holdledere for de unge talenter i de lokale idrætsklubber.

Frederikshavn Havn har netop underskrevet en 3-årig sponsorkontrakt, der åbner mulighed for at udbygge samarbejdet og styrke udviklingen af ambassadørernes kompetencer.

Sponsorkontrakten kan dermed bidrage til at forstærke udviklingen af unge idrætstalenter i Frederikshavn kommune og tiltrække unge fra andre kommuner:

- Det ligger Frederikshavn Havn meget på hjertet at engagere sig i projekter, som hjælper unge mennesker på vej med deres drømme – uanset, om det er sport eller erhverv. Samtidig kan et godt sportsligt tilbud i kombination med uddannelse være med til at fastholde flere unge i Frederikshavn kommune og helt optimalt set generere nogle nye tilflyttere, siger Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør, Frederikshavn Havn.

Med indgåelsen af sponsorkontrakten med Frederikshavn Havn styrkes mulighederne for at udvide netværket af ambassadører, og de vil få flere tilbud i form af forskellige events og tiltag, der kan løfte deres kompetencer som trænere.

- Vi er super glade for at have Frederikshavn Havn med som medspiller i kampen om at talentudvikle og gøre Frederikshavn attraktiv for unge sportsudøvere.

Med sponsoratet kan vi udvide og videreudvikle ambassadørkorpset og integrere Sportsklasserne.

Med støtten fra havnen kan vi få et rigtig fint set up, så det bliver endnu mere attraktivt at være ambassadør, understreger Brian Høj, sportslig koordinator for Talentsportsklasserne, Frederikshavn Kommune.

Talentsportsklasserne kan se frem til et fantastisk kommende skoleår, hvor klasserne er fyldte. Næste ansøgningsrunde er i oktober 2020, hvor eleverne søger om at begynde til januar 2021 eller august 2021.

Alle interesserede er velkomne til at deltage til åbent ambassadørmøde onsdag 25. marts kl.19-20.30 på Rådhuset ved byrådsalen.

Skulle der være potentielle ambassadører eller klubrepræsentanter, som endnu ikke har modtaget en invitation, må man gerne kontakte sportslig koordinator Brian Høj på e-mail brho@frederikshavn.dk eller mobil 51 90 93 22.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste