Tag på eventyr i Bangsbo
Sommerferien står for døren, og vi er mange der glæder os til at gå på opdagelse i det danske sommerland, hvor nye oplevelser venter. I Nordjylland er der en bred vifte af unikke natur- og kulturoplevelser at vælge imellem, og der er sikkert flere spændende steder, som du ikke har besøgt endnu.
I udkanten af Frederikshavn finder du for eksempel det naturskønne Bangsbo-område. Her kan du besøget en frodig dyrehave med dådyr og kronhjorte, en skøn naturlegeplads for ungerne, Bangsbo Botaniske Have, Restaurant Møllehuset, udsigtspunktet Pikkerbakken med udsigt over Frederikshavns Kyst, Kystmuseet Bangsbo Fort og Kystmuseet Bangsbo, der er indrettet i den smukke Bangsbo Hovedgård fra 1364.
Kendte kulturpersonligheder
Kystmuseet Bangsbo emmer af gode historier, så der er masser af spændende sommeroplevelser for store og små. I hovedgården er udstillingerne centreret om levemanden Johan Knudsen (1865-1942), der ejede godset Bangsbo fra 1891-1909. Mens Johan Knudsen ejede Bangsbo renoverede og forskønnede han godset, og Thorvald Bindesbøll satte i høj grad sit præg på indretningen. I samme årrække blev Bangsbo hovedaksen i den såkaldte Bangsbokreds, der omfattede flere kendte kulturpersonligheder såsom Herman Bang, Gustav Wied, Eva Drachmann, Sophus Schandorph, Peter og Betty Nansen, Bjørn Bjørnson, Agnes Henningsen, Carl Ewald med flere.
Bangsbokredsen færdedes jævnligt på Bangsbo, som blev en sand kulturoase med liv og glade dage indtil 1909. Herefter blev godset overtaget af et konsortium.
Ellingåskibet – en enestående del af den danske kulturarv
Et andet spændende område i udstillingerne på Bangsbo er det enestående Ellingåskib fra 1163. Skibet blev opdaget i 1922 under opførelsen af en jernbanebro over Elling Å, men blev først bjærget i 1968. Ellingåskibet, som er et 10 meter langt klinkbygget skib, er en enestående del af vores danske kulturarv og kysthistorie, og derfor har Nordjyllands Kystmuseum indstillet Ellingåskibet til at blive optaget på UNESCOS verdensarvsliste.
Du kan se det imponerende skib i udstillingssalen på Bangsbo, hvor du også kan læse mere om den maritime kultur i middelalderen. I forlængelse heraf finder du en større søfartsudstilling med forskellige skibsmodeller og gallionsfigurer.
Her i 2020 kunne vi fejre 75-året for befrielsen fra den tyske besættelse den 5. maj. Besættelsestiden udgør stadig en vigtig del af den danske historie og selvforståelse, og derfor er formidlingen om denne periode i højeste grad stadig relevant også for den yngre generation.
På Kystmuseet Bangsbo finder du en af Europas bedste udstillinger om besættelsestiden med formidling om mange gribende skæbnefortællinger, hverdagslivet under besættelsen, sabotage af jernbanelegemer og meget mere.
Nye museumsværter
Som noget nyt har Nordjyllands Kystmuseum introduceret en ny Museumsvært, som vil give en levende formidling på Kystmuseet Bangsbo. Du kan møde Museumsværten hver onsdag og fredag fra kl. 12.00-16.00.
Læs mere om Kystmuseet Bangsbo og de øvrige museumsafdelinger under Nordjyllands Kystmuseum på www.kystmuseet.dk Museet giver 50 % rabat på entrébilletten i skolernes sommerferie indtil den 9. august 2020.