Tæt på vore flagermus
I kommunen er der 16 flagermusarter - kom tættere på dem
FREDERIKSHAVN: Vi har flagermus de fleste steder i Frederikshavn Kommune. Af de 16 arter som yngler og normalt findes i Danmark har vi ca. det halve af arterne her i kommunen
Dværgflagermus, vand- og damflagermus er de mest almindelige, men også brunflagermus, trold- og sydflagermus findes i kommunen.
På verdensplan findes omkring 1000 arter af flagermus.
Nogle lande har flere arter end andre. Her i Europa er det Schweiz, der ubetinget har flest arter nemlig 33.
I troperne har de mange flere arter, da flagermusarter, der drikker nektar eller spiser frugter, også findes i de områder.
I Europa er det kun insektædende arter.
Flagermus er pattedyr. Det vil sige de føder levende unger. Det sker hvert forår.
Flagermus er alle fredede.
Det er deres opholdssteder og områder, hvor man med sikkerhed ved de findes, også.
Det vil sige at man ikke må ændre på lokaliteterne uden at sikre flagermusene kan finde et andet sted at opholde sig.
Der findes flere muligheder for at sikre sig.
Du kan enten søge på nettet, skrive til mig eller kontakte en af statens Vildkonsulenter.
Om vinteren opholder de sig i kalkminer eller i gamle bunkers.
Bunkers har vi her i Frederikshavn Kommune efter 2. verdenskrig, og der er ikke langt til eksempelvis Tingbæk kalkminer, og man ved at flagermus kan trække helt op til 750 km, så de kommer langt omkring.
De bedste lokaliteter vi har for vand- og damflagermus er ubetinget Elling Å, Bangsbo Å, Sæby Å og Voer Å.
Her er det utrolig vigtigt at være opmærksom på ændringer langs vandløbene, herunder også fældning af huletræer og gamle udgåede træer, som flagermusene bruger som sommeropholdssteder.
Området omkring Elling Å er et godt sted at træffe arten vand- og damflagermus.
De hule træer langs åen, og de hule træer i Lerbæk skov og Elling skov er rigtig gode steder som sommeropholdssteder og ynglesteder.
Vandflagermusen kan ofte ses flyvende lige hen over vandoverfladen i jagten efter byttedyr.
Dværgflagermus ses også i stort antal i Elling området, den søger byttedyr i haver og ved læhegn og kan kendes på sin sjove hvirvlende flyvning.
I Sæby ved åen, er der utrolig mange vandflagermus.
Du kan gå en tur fra is huset ved Sæby ås udløb og helt op til Sæby skov, og se dem flyve hen over vandoverfladen.
Faktisk er lokaliteten den bedst lokalitet vi har for vandflagermus her i Vendsyssel.
Derfor har vi også gang i at lave et Flagermusformidlingscenter ved Pindborggade, hvor besøgende skal kunne se og lytte efter flagermus ved hjælp af blandt andet batdetektorer, en lille maskine der omsætter flagermusens skrig de bruger til at navigere efter, så det menneskelige øre kan høre det.
Det kommer der meget mere om, når vi begynder at lave stedet lækkert og indbydende.
I Sæby kan du også være meget heldig og se den lidt større sydflagermus.
Den finder ofte sine byttedyr ved gadelamper mm. Insekterne tiltrækkes af lyset i mørket, og det ved sydflagermusen, som så har nemt ved at finde sin mad.
Sæby er et rigtig godt sted at opleve det, eller ved Møllehuset i Frederikshavn.
Begge steder finder du også den største art i Danmark, nemlig brunflagermusen.
Den holder til ved gamle løvskove og søger sin føde langs lysninger, over trætoppene.
Jeg kunne blive ved at skrive om disse fantastiske pattedyr, og de andre arter i Danmark og deres biologi, da det virkelig er noget af det mest spændende dyr, vi har i Frederikshavn kommune, så tag ud og se efter dem når det bliver mørkt, du vil ikke fortryde det.
Ved Sæby å ved kirkegården, har menighedsrådet og Frederikshavn kommune i fællesskab, arbejdet på at bevare så meget som muligt af de træer der nu er skåret toppen af.
Det var træer der udgjorde en risiko for besøgende på kirkegården, som vi kun har skåret toppen af og i resterne af træerne skåret kiler ind i stubbene, så flagermus stadig kan opholde sig i træerne.
En hel fældning ville have ændret for meget på området, så vi kunne risikere at flagermusene forsvandt.
Flagermus er meget ømfindtlige for ændringer i deres furageringsområder, så da jeg hørte om de kommende træfældninger, tog jeg kontakt til menighedsrådet som meget gerne ville være med i projektet.
Vi har hængt flagermuskasser op på udvalgte steder ved Elling Å og Elling plantage samt ved Bangsbo Å som alle tre steder også er gode lokaliteter for vandflagermus.
Det har foregået i samarbejde med frivillige flagermusvenner, som hen over sommeren vil tælle flagermus på gode aftener.
I alt 25 kasser er der sat op.
De fleste er nogle lange rør som hænges i træer mindst 5 meter oppe over jorden eller vandspejlet. Enkelte er hule stykker træ, som er lukket i toppen
Vi håber på nogle gode resultater, så vi har en ide om hvor mange flagermus der egentlig er de enkelte steder.
Jeg glæder mig meget til resultaterne.
Er der nu nogen der i Frederikshavn kommune, der vil vide noget mere om flagermus, så er I velkomne til at skrive til mig på bost@frederikshavn.dk for flere oplysninger om Flagermus eller vi får en god snak om dette spændende pattedyr
Vi holder en flagermusaften til efteråret i Sæby, nærmere betegnet den 30. august kl. 20.
Mødested er på broen over Sæby Å ved siden af Ishuset, hvor vi vil gå en tur i området og se og høre om flagermus, fortælle om projektet i Pindborggade og status på vores arbejde med at hjælpe flagermus i Frederikshavn Kommune.
Der er fri adgang og du kan se mere om turen på www.frederikshavn.dk under friluftsliv og naturarrangementer.
Vi forbinder ofte flagermus med uhygge.
Der er ikke mange, der kender til de flyvende dyr, selv om 20 procent af alle pattedyr i verden er flagermus.