Tæt på hangaren og flygtningelejren i Frederikshavn
Torsdag 7. december holder foreningen Hangarens Venner et arrangement, hvor alle interesserede har en mulighed for at høre den spændende historie om Knivholt under 2. verdenskrig.
Kenneth Kristensen fra Kystmuseet vil fortælle om Knivholt som tysk flyveplads under krigen og Henning Sørensen vil berette om den flygtningelejr, der lige efter krigen var i området.
Denne spændende og dramatiske periode i Frederikshavns historie oprulles fra kl. 19 på Knivholt Hovedgaard i Hovedbygningens sydfløj.
Hangarens Venner består af historieinteresserede frivillige.
Foreningen har til formål at udbrede kendskabet til Hangarens historie og skabe aktiviteter og liv i Hangaren.
Netop nu er foreningens medlemmer i fuld gang med at opbygge en udstilling i Hangaren, der åbner 5. maj næste år.
Aftenens arrangement vil også omfatte en præsentation af foreningen og udstillingen i 2018.
Hangaren var en central del af både flyvepladsen og flygtningelejren.
Den er istandsat takket være stor støtte fra sponsorer i byen, i særdeleshed Trigon, der har forestået en totalrenovering af bygningen i samarbejde med lokale virksomheder.
Nu vil de frivillige i Hangarens Venner gerne følge op på det store arbejde med en udstilling og andre aktiviteter i hangaren. Foreningen håber på stort fremmøde til arrangementet - og måske også nogle nye frivillige, der gerne vil give et nap med i opgaverne.