Tabte væddemål: På hovedet i havnen
En formand og en næstformand i FOA måtte en tur i baljen
FREDERIKSHAVN: I januar var der kursus hos tillidsrepræsentanterne hos fagforbundet FOA i Frederikshavn.
Og under kurset blev der indgået et væddemål.
Hvis tillidsrepræsentanterne kunne skaffe 38 flere medlemmer til FOA inden 14. september, skulle formanden og næstformanden for FOA i Frederikshavn, Louise Kruger Nielsen og Jette Abildgaard, hoppe i Rønnerhavnen.
De seneste måneder har tillidsrepræsentanterne udført et opsøgende arbejde for at få flere medlemmer. Og væddemålet endte selvfølgelig med, at Louise og Jette tabte.
Torsdag måtte formand og næstformand så springe i havnen. Men hvad gør man ikke for at få flere medlemmer...