Syng dig glad
Bykoret søger flere korister
FREDERIKSHAVN: Onsdag 21. august kl. 19 indleder Frederikshavn Bykor efterårssæsonen, og indbyder alle interesserede i at indgå i det musikalske fællesskab.
Bykoret ledes af organist ved Abildgård kirke Søren Rasmussen, der har stor erfaring i kordirektion.
Korøvningen foregår i Abildgård kirke hver onsdag.
Efterårssæsonen byder på mange musikalske oplevelser.
I september måned sætter Bykoret således et punktum for samarbejdet med Skørping sangkor ved opførelsen af ”I det fri” med tekst af Kaj Munk og sat i musik af Erling Kullberg i Skørping Nykirke.
At samarbejde med et andet kor er altid en udfordrende og givende opgave for et kor, og i efterårssæsonen indleder Bykoret et samarbejde med Abildgård kirkes kirkekor om en koncert ved Alle Helgen i Abildgård kirke.
Først i maj måned afsluttede Bykoret forårssæsonen med en meget velbesøgt koncert på Bangsbo museum, og Bykoret håber at kunne fortsætte successen ved en koncert sidst i november måned på Bangsbo museum, hvor publikum præsenteres for et genhør med nogle af julens kendte toner.
Og endelig er der de traditionelle julekoncerter, hvoraf den ene finder sted i Frederikshavn kirke, så der venter Bykoret en travl og spændende sæson.