Super tirsdag i Strandby

Masser af sjov og masser af mennesker på havnen

18. juli 2018 kl. 04.20
Opdateret kl. 08.09

STRANDBY: Fiskeriet er Strandbys DNA, og havnen er byens omdrejningspunkt. Og nu også et trækplaster, der hvert år henter mange turister til fiskerbyen.

Mange gæstesejlere finder vej til den hyggelige marina, og som den seneste to år er der gennem juli "sjov på havnen" hver tirsdag aften.

Ganske vist sprang Strandby Samvirke månedens første tirsdag over, så denne - 17. juli - var den anden af de i alt fire juliarrangementer.

Og de er kommet stærkt fra start i år.

Sidste tirsdag var der op mod 3500 besøgende - og tovholder bag arrangementet Peter Stokbro regner med at denne tirsdag når mindst samme resultat.

Og at dømme efter tilstrømningen fra 17 til 18 så var der meget der trak - måske ikke mindst den lækre Strandby-platte.

I modsætning til sidste år har vejrguderne i år vist sig fra sine ekstrem pæne side og det er formentligt også en af grundene til, at der har været så tæt af folk på havnen - og særligt Pier 1.

Og selv om Strandbyplatten måske er en motivationskraft i sig selv for det mere voksne publikum, så var der massevis af festlige indslag for børnene.

De kunne prøve kræfter med floorballspillet på SEIF Tornado’s bane, og Havlit af Aalbæk sejlede havnerundfart med alle, der har lyst. Der blev også tid til et lille smut uden for havnen.

Og så var der selvfølgelig udfordrende legeredskaber lige fra elastikspring i det små til balloner med små mennesker inden i ude på havnen.

Der var mulighed for kanoture - rutcheture og alskens indkøb hos kræmmere og andet godtfolk.

- Vi har fundet en god niche og vore sjov tirsdag bliver bare større og større, siger Peter Stokbro, der ikke tøver med at rose de mange sponsorer og den store frivillige medleven.

- Uden de to elementer, ville det her aldrig kunne lykkes, siger Peter Stokbro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste