Super erhvervsdag på Martec

Virksomheder på jagt efter maritime studerende

02. november 2017 kl. 16.07

Fokus var på praktik, job og karrieremuligheder i erhvervet da 30 tekniske og maritime virksomheder fra hele landet deltog i Erhvervsdagen på MARTEC.

Flere end 500 studerende på uddannelserne til maskinmester, skibsmaskinist, skibsassistent og HF Søfart fik chancen for at møde virksomhederne.

Selvom udgangspunktet var en lidt kold og grå november dag, så var der en lang række store, mellemstore og mindre virksomheder, som valgte at bruge dagen på MARTEC.

For direktør Pia Ankerstjerne er Erhvervsdagen vigtig i forhold til MARTECs mission om at levere kompetent arbejdskraft til industrien og sikre fortsat erhvervsøkonomisk vækst i regionen.

- For os er Erhvervsdagen noget helt specielt fordi vi genser mange af de "gamle" studerende - som nu står og præsenterer deres egen virksomhed og engagerer sig i uddannelsernes fortsatte udvikling - det gør os glade at se hvor godt de klarer sig.

- Men det primære formål med Erhvervsdagen er, at give vores studerende indblik i de mange karrieremuligheder, deres uddannelse giver adgang til.

- Samtidigt udbygger dagen relationen mellem industrien og MARTEC, og vi tager temperaturen på, om virksomhederne er tilfredse med det vores studerende kan, når de kommer ud på arbejdspladserne. I år greb mange virksomheder chancen og holdt relevante indlæg for de studerende om karrieremuligheder, nye teknologier og produkter, understreger Pia Ankerstjerne.

Og det blev en fantastisk dag med masser af erfaringsudveksling.

- Vores studerende og elever er eftertragtede af industrien både på land og til søs - og det drøftes lige nu i branchen, hvordan vi får flere unge til at vælge en blå uddannelse. Jeg tror og håber, at dialogen på Erhvervsdagen også bidrager til at sætte en ambition og en fælles retning for rekrutteringsinitiativerne i de kommende år, sagde Pia Ankerstjerne.

En af de gamle studerende som var til stede på dagen, var Jonas Jensen fra Green Instruments.

- Vores motivation for at deltage i dagen er, at tiltrække potentielle praktikanter. Det gør vi, fordi vi ofte oplever, at de kommer med nye indgangsvinkler, samt spændende nye idéer og metoder til at løse et givent projekt. Vi har helt specifikke projekter med, som vi håber, vi kan lokke potentielle kandidater med, eller give de studerende inspiration til deres videre studieforløb, smiler Jonas Jensen.

Der er bred enighed blandt de deltagende virksomheder om, at de studerende viser et godt engagement, og når man spørger de studerende, tyder det på, at de er på bølgelængde med virksomhederne.

- Det er en unik mulighed for, at møde virksomhederne ansigt til ansigt, og skabe en potentiel kontakt. Dagen giver os et rigtig fint overblik, og giver os et godt grundlag, i forhold til at beslutte hvilken retning vi skal tage vores uddannelse i. Det er et super initiativ, fortæller Jeppe Wammen Baggesgaard, Maskinmesterstuderende på MARTEC.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste