Sundere indeklima i bunkeren

Med en luftsolfanger har Knivholt Hovedgaard fået bedre forhold til opbevaring af grøntsager og samtidig fået en ny post til den populære Energisti

28. oktober 2018 kl. 13.20

FREDERIKSHAVN: I juni blev den store bunker foran Knivholt Hovedgaard gravet fri og åbnet, så den fremover kan bruges til opbevaring af nogle af de mange økologiske grøntsager, der dyrkes på markerne omkring den gamle herregård.

Der manglede rum til grøntsagerne, fra høsten og til de bliver solgt i løbet af efteråret og vinteren, og kravene til et sådant lager var både en konstant, lav temperatur og et sundt og tørt indeklima.

Det viste sig efter åbningen af bunkeren, at der var udfordringer med fugt.

Det samme gjaldt en del af kælderen under gårdens hovedbygning.

Energibyen, der har til huse netop på Knivholt Hovedgaard, foreslog at installere en luftsolfanger til forbedring af indeklimaet, og der blev valgt en løsning fra firmaet SolarVenti, der er specialister i netop denne type solfangeranlæg.

SolarVenti har netop installeret et anlæg begge steder.

Ventilationsløsningen fra SolarVenti sikrer mod fugt og skimmel, reducerer radonniveauer og renser luften mod pollen og støv og skaber dermed et sundt indeklima.

Løsningen er særligt velegnet til uopvarmede rum, der let bliver fugtige - f.eks. kældre.

Den kan bruges i stedet for en affugter og er både mere miljøvenlig og billigere i brug, da den ikke bruger el af betydning, men udnytter solens energi.

Anlægget kan ses i drift i både bunkeren og kælderen under hovedbygningens nordfløj, og det indgår nu som en ny post på den populære Energisti.

Energibyen og Knivholt Hovedgaard har gennem en årrække været fælles om at drive Energistien, hvor alle borgere frit kan bevæge sig rundt på 14-16 poster fordelt rundt omkring på gårdens bygninger og omgivelser. På posterne vises forskellige energiløsninger som eksempelvis husstandsvindmølle, solceller, isoleringstyper og luft-til-vand-varmepumpe. Energistien fungerer desuden som en slags udstillingsvindue for de virksomheder, der ønsker at vise deres produkter, når de fungerer "i den virkelige verden".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste