Styr på det gode værtskab
Foto9300 er vært for en landsdækkende konference, der holdes hos PixlArt
SÆBY:
Fotoklubber deler erfaringer og gode ideer
Fotoklubben Foto9300 fra Sæby er i år værter for en konference og et erfamøde for bestyrelser i fotoklubber over hele landet.
Og konferencen, der afvikles lørdag den 6. april. er naturligt henlagt til PixlArt i Østervrå.
Formålet med konferencedagen er at deltagerne får udvekslet erfaringer og succeshistorier med hinanden - og inspirerer til gode ideer.
Dagen indledes med rundvisning i PixlArt, Damarks først digitale fotogalleri, hvor der også bliver lejlighed til at se den aktuelle udstilling med fotograf Henrik Saxgren.
- Vi skal naturligvis høre om hinandens foreninger, hvad vi går og pusler med nu og planer fremover, fortæller John Agerbak fra Foto9300, og med afsæt i det, vil vi sammen forsøge at inspirere hinanden, så vores fotoklubber rundt i landet kan genere nye ideer ud til den brede gruppe af fotoelskere.
De 25 deltager bliver også udfordret med gruppearbejde, hvor de bl.a. skal arbejde med visioner, samarbejde mellem klubberne, succeskriterier, flere medlemmer og nye ideer.
- Fotograf Tao Lytzen fra PixlArt fortæller om visionerne for PixlArt og giver inspiration til, hvordan vi kan blive bedre fotografer, fortsætter Agerbak.
Endelig er deltagerne blevet bedt om at tage egne billeder med, som de får lejlighed til at vise i storformat på skærmene i PixlArt.
Det har været lidt af en udfordring at få fotofolket til at komme så langt nordpå, indrømmer John Agerbak, som havde håbet på lidt flere deltagere, men jeg er helt sikker på, at det nok skal blive en spændende og udbytterig oplevelse for alle, der er med. ÅB