Styr på affaldet: Sammen om et grønnere Frederikshavn
Restaurant Gratværk og Hotel Frederikshavn er blandt de første i byen, som sammen med Peter Sørig Renovation sætter fokus på at skabe en mere bæredygtig og grønnere affaldshåndtering hos erhvervslivet
FREDERIKSHAVN: Et nyt, grønt samarbejde mellem lokale virksomheder er netop skudt i gang.
Vi er vant til at sortere madaffald i vores private boliger, men i erhvervslivet er det ikke så udbredt - endnu.
For få flere med på den grønne vogn, så har Peter Sørig Renovation netop startet de første samarbejder op i Frederikshavn med Restaurant Gratværk og Hotel Frederikshavn.
- Der er mere og mere fokus på genanvendelse og renovation. Vi tilbyder en løsning, som er nem for virksomhederne, så de kan sortere deres madaffald, som vi også gør i privaten, siger Christoffer Sørig, medindehaver af Peter Sørig Renovation, og fortsætter:
- Vi tilbyder en løsning, hvor det bliver håndteret lokalt. Affaldet bliver indsamlet og genanvendt lokalt, så man undgår unødig transport. Madaffaldet bliver sendt til det lokale biopulpanlæg. Her bliver det lavet til biopulp, som bruges til udvinding af biogas, og det afgassede biopulp ender på landmandens marker som gødning.
Dermed er det en sluttet ring, som man lokalt får glæde af, og det giver minimal håndtering for virksomhederne at skulle være en del af det.
Restaurant Gratværk var hurtige til at sige ja. For dem handler det i høj grad om, at alt deres madaffald nu kan blive sorteret korrekt og ikke mindst blive afhentet efter deres behov. De har fået en enkelt container til al deres bioaffald, som Peter Sørig Renovation så sørger for blive tømt efter aftale med restauranten.
- Vi har en meget grøn profil, og det vi hørte, at det var muligt at gøre det her lokalt og fleksibelt efter vores behov, så var vi med, siger Michael Andersen og Rikke Jensen, der driver Gratværk.
For dem giver det også mening i forhold til, at deres madaffald kan afhentes efter deres lokale behov i samarbejde med Peter Sørig Renovation.
- Vores affaldsmængder er jo meget sæsonbestemt, så at vi kan få det fleksibelt og nemt, det betyder rigtig meget for os. Vi kan selv bestemme, hvor ofte, det er nødvendigt at få hentet affald, og det betyder meget i hverdagen.
For Gratværk handler det også om, at de kan være grønne hele vejen rundt, når det er muligt.
- Vi går meget op i bæredygtighed, dyrevelfærd og bruger lokale leverandører. Derfor er det helt oplagt for os at komme med på det her allerede nu for. For at kunne hjælpe miljøet og tage ansvar som virksomhed, og så kan det være med til at skabe vækst og arbejdspladser lokalt, siger Michael Andersen.
For Hotel Frederikshavn er det også oplagt at gribe fat i deres affaldshåndtering, da de skruer op for de grønne ambitioner og hele vejen rundt forsøger at tænke bæredygtighed og grønne alternativer ind.
- Vi har jo i forvejen sorteret vores affald, men det er blevet nemmere for os. Vi får en meget større grad af fleksibilitet, og det er heller ikke nogen økonomisk byrde for os, siger direktør for Hotel Frederikshavn, Gitte Vanggaard og fortsætter:
- Vi er med i Instant Green Tourism via Destination Nord, hvor vi har et fokus på FNs verdensmål og at omstille til grøn cirkulær økonomi, så det her projekt er ligefor. Det er nemt for os, og det kan være med til at gøre en stor forskel for miljøet.
For Hotel Frederikshavn handler det ikke i ligeså høj grad om madaffald, som det er tilfældet for Restaurant Graværk. Her får de også hjælp til at håndtere pap, flasker og andet, så tilbuddet er tilpasset de behov, som hotellet har. Over en bred kam forsøger hotellet også at tage det mere bæredygtige valg, når det kommer til produkter på hotellet, og det gør Gitte Vanggaard glad, at man nu kan være med til at sikre, at affaldet får et grønt liv, når det forlader Hotel Frederikshavn.
- For os var det et meget nemt spring, og vi er glade for at Peter Sørig Renovation går forrest og giver os mulighed for at gøre det her, siger Gitte Vanggaard.
Hos Peter Sørig Renovation håber man, at flere virksomheder vil koble sig på og tage del i en grønnere affaldshåndtering, som passer netop til de lokale behov, som virksomheden har.
- Vi forsøger at skabe en lokal løsning, som er tilpasset den enkelte virksomheds behov. Det kan være med til at gavne lokalsamfundet og gøre opmærksom på de små ting, som man kan gøre for at tænke mere bæredygtigt, siger Christoffer Sørig.