Strandkasser opsættes igen langs vestkysten fra Skiveren til Grenen
Netop nu opsætter Frederikshavn Kommune 22 pallekasser, der igen er klar til at tage imod affald fra have, som strandgæsterne samler ind langs vestkysten.
I 2021 blev der indsamlet 26,5 tons maritimt affald i strandkasserne.
117 tons opskyllet marint affald har strandgæster fjernet fra den danske Vest- og Storebæltskyst i løbet af 2021. Det er en svimlende mængde, som faktisk udgør halvdelen af al det marine affald, som kommunerne fik indsamlet på strandene i løbet af 2021.
Strandgæster har ganske frivilligt samlet og derefter smidt affaldet i en af de knapt 200 strandkasser, der står fordelt ud på den danske Vest- og Storebæltskyst.
Strandkasserne er blevet til i et samarbejde mellem Hold Danmark Rent, Frederikshavn kommune samt ni andre danske kystkommuner.
I Frederikshavn Kommune er der opsat 22 pallekasser langs vestkysten fra Skiveren til Grenen.
Heri kan strandgæsterne smide det maritime affald, som de finder på strandene under deres gåtur.
Selvom medarbejderen fra Park & Vej ikke altid ser de mange gæster på strandene, så bliver de opstillede kasser igen og igen fyldt.
Sammen med strandgæsterne har Frederikshavn Kommune indsamlet 26,5 tons maritimt affald i perioden fra marts 2021 til oktober 2021. Heraf har strandgæsterne indsamlet 15 tons.
- Det nytter altså noget, når du lige samler plast og tovværket op og smider det i strandkassen på din søndagstur med familien. For det gør hundelufteren før dig også, og de tyske turister, der går aftentur senere, lyder det fra kommunen.