Strandbyspejderne har taget hul på en ny sæson
Alle kan være med
STRANDBY: Siden lørdag 11. august er der igen liv og glade dage på Spejderfarmen og i Metodistkirken i Strandby og børn og unge i alle aldre er velkomne til at være med. Det er tid til kanoture, overnatning i det fri, flødeskumskamp, sofaløb, gode grin om bålet og meget mere.
Først på sæsonen kan spejderne også mødes på Knivholt til Stafet for Livet, hvor de går sig til hhv. 20, 30, 50 og op til 60 km vandreskjold til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Til et spejdermøde har de yngste fokus på opdagelser i naturen, dyrelivet og eventyret.
De lidt ældre lærer bl.a. at håndtere en kniv eller en økse og at klare sig selv i vildmarken. De ældste bliver en del af en patrulje, hvor man lærer at indgå i et team og opdager, at alle kan bidrage med noget, og at den enkelte er savnet, hvis han eller hun ikke er der.
Gruppeleder hos Strandbyspejderne Rasmus Aaen er kendt for at sige, at det er sjovt at være spejder, men det er ikke for sjov, at vi er det.
Spejder kan være en værdifuld del af et børne- og ungdomsliv, hvor man prøver grænser og udvikler sig personligt gennem opgaver og konkurrencer sammen med andre, hvor man lærer og leger og lever og etablerer venskaber og et sammenhold uden lige.
Kom og vær med hver anden lørdag kl. 10-13, Strandbyvej 91-95 i Strandby