Strandby trak det korte strå
Uanset at Allie var hoppet i bassinet klar til at illudere en druknende pige, og uanset at Jeanne stod fuldt påklædt klar til at hoppe i for at komme Allie til hjælp, så hjalp det ikke. Heller ikke selv om kammeraterne fra 7. klasse i Strandby heppede og stemte løs på de to pigers film som var blevet til i tæt parløb med kamera-crewet Cecilie, Caroline og Line.
For det blev elever fra Hvilsom Friskole som med filmen "Aldrig lav sjov med hjertestop!" vandt Trygfondens konkurrence om at producere Nordjyllands bedste lommefilm om livreddende førstehjælp.
Strandby-pigernes film Tør du? kunne dermed ikke trække præmien helt op til toppen af Nordjylland.
Måske er det også fair nok - for sidste år satte Strandbys 7. klasser sig nemlig på 1. pladsen. For man kan jo ikke rende med sejrens palmer hvert eneste år.