Stort rykind til kræmmerfesten

Arena Nord var proppet med rariteter i de flere end 175 kræmmere

03. februar 2018 kl. 13.01

Frederikshavn store kræmmer- og loppemarked i Arena Nord blev åbnet lørdag morgen i 3 graders kulde.

Men det forhindrede nu ikke de mange interesserede frederikshavnere i at lægge vejen forbi.

Faktisk stod de i kø, da dørene blev slået og og da Lokalavisen gæstede Arena Nord ved 13-tiden havde de været tryk på gennem dagens første tre timer.

175 kræmmere fra hele landet havde booket stadepladser og det var ikke mindst muligheden for at gøre årets handel og finde helt unikke loppefund, der havde hevet folk af huse.

På udstillerlisten var der også antikvitetshandlere, så der var stor bredde i udbuddet - lige fra det man med en venligt ord kalder rariteter over brugsgenstande, der stadig kan anvendes, til egentlige klassiske fund, der nok kan være en skilling værd.

Ligesom det er en livsstil for mange kræmmere at tage hjemmefra i weekenden for at deltage på de mange markeder, er det tydeligvis stadig trendy at gå på opdagelse og indkøb på et kræmmermarked selv i det vinterkolde Frederikshavn.

Og fandt man ikke lige det, man havde sat snuden op efter, ja, så var der meget andet at tage med hjem i kategorien af ting og sager, man blot ikke på forhånd anede, man ikke ville kunne undvære.

Og var lørdagen optaget af andre gøremål, så er der en chance igen i morgen søndag, hvor markedet også er åbent fra 10-16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste