Stort fremmøde ved åbning af ny genbrugsbutik
STRANDBY: Da borgmester Birgit Hansen (S) åbnede FDF Strandbys Genbrugscenter i weekenden, var folk mødt talrigt op.
Det oplyser Dan Thomsen fra FDF Strandby.
- I sin åbningstale sagde borgmesteren blandt andet, at Strandby var mange ting. Det er en by, der mest af alt står for sammenhold og engagement. Og for et rigt foreningsliv med et stærkt samarbejde på tværs. Og så er Strandby i den grad lig med FDF. Blandt andet sagde borgmesteren: ”FDF er dannelse, og relationer for livet. Og jeg vil gerne hive mig selv op til at sige. Det er guld værd!”, refererer Dan Thomsen.
Der var ingen rød snor at klippe over for borgmesteren, men derimod et blåt reb med et råbåndsknob, som skulle løsnes.
- Her var borgmesteren kvik i replikken: ”Jeg forstår godt ideen i det blå reb, det kan have noget med partifarven at gøre”. En bemærkning det skabte latter.
Efter åbningstalen strømmede folk ind i forretningen, der snart blev så fyldt, at man dårligt kunne komme omkring.
- I løbet af de næste timer var der besøg af mere end fire hundrede gæster, hvoraf mere end to hundrede var omkring kasseapparatet, runder Dan Thomsen af.