En pæn variation af mennesker var mødt op til arrangementet onsdag aften.
Livet her

Store planer bliver luftet i Skagen

18. marts 2023 kl. 12:01

Sammenlagt 160.456 kvadratmeter af Skagen var i spil onsdag aften i Skagen Kultur- og Fritidscenter, da Skagen Byting afholdt andet møde i rækken af arrangementer omkring Skagens udvikling.

Masser af planer og allerede iværksatte projekter, delvist igangsatte projekter og de helt store drømme for byen, var på programmet denne onsdag aften.

Skagen Byting havde inviteret en variation af byens erhverv, virksomheder, institutioner og foreninger til at fortælle, hvad der lige nu rører sig hos dem.

De 160.456 dækker over de kvadratmeter, som aftenens oplægsholdere råder over og har planer med i Skagen.

Der var til onsdagens arrangement i Skagen Kultur- og Fritidscenter mødte flere op, end ved det første møde. I alt 139 deltog i aftenens arrangement.

På talerstolen var Diddan Rahn Karstensen og Kent Damgaard, fra Karstensens Skibsværft, Klaus Kristoffersen fra Skagen Kultur- og Fritidscenter, Lars Ilum og Jeppe Hein fra by-rumsprojektet på Skolemarken, Kasper Foldager fra Skagen Kirkegårde, Anne Møller Christensen og Sara Løvshall Grøntved fra udstillingsstedet SKAL Contemporary, Ulla Mosich fra Toppen af Danmark, Allan Kastor Andersen fra Skagen Erhvervsforening, Dan Knudsen fra Skagen Salmon, Max Olesen fra ejendomsmæglerfirmaet Skagen Bolig og Lisette Vind Ebbesen fra Skagens Kunstmuseer.

Nye borgere et must

Fælles for aftenens oplægsholdere var ønsket om at tiltrække borgere og arbejdskraft til byen.

Og der var også bred enighed om, at hvis det skal lykkes, så kræver det flere boliger i byen af forskellige karakter til at dække skagboere og tilflytteres behov.

- Vi har fundet ud af det ikke er nok bare at bygge skibe, så vi bruger faktisk nogle ressourcer på, at prøve at engagere os i de fælles projekter, der er i byen (blandt andet omkring boliger, red.) så vi kan blive ved med at tiltrække medarbejdere, siger Diddan Rahn Karstensen fra Karstensens Skibsværft fra talerstolen i samtalen med, Niels Ove Kildahl fra Skagen Byting, der styrer aftenens oplæg.

Ungdomsboliger og liv i byen

Men også livet, der skal leves uden for hjemmet og arbejdspladsen, vurderer de fleste vigtigt for at tiltrække og fastholde borgere og medarbejdere i byen. Og byens rum er da også på tegnebrættet flere steder i byen. Både på Skagen Kirkegård, som arbejder på et projekt om at gøre kirkegården mere tilgængelig og rar at opholde sig i. Og i projektet omkring Skolemarken er der fokus på at lave byrum, som kan bruges af byens borgere i højere grad, end der er mulighed for i dag.

Desuden arbejder Skagen Kultur- og Fritidscenter på at skabe et spændende og varieret miljø omkring centret, hvor der også planlægges at etablere særlige ungeboliger.

Der blev givet udtryk for lyst til samarbejde de forskellige oplægsholdere og aktører imellem til onsdagens møde i Skagen Byting.

Unge tiltrækker unge

På Skagens Kunstmuseer arbejder de - ud over med store udstillinger og internationalt samarbejde - også på at tiltrække unge mennesker til museet.

- Vi vil gerne have flere unge og børn på vores museer, og vi tror på, at unge kan tiltrække unge og at børn tiltrækker børn. Så vi har en teori om, at hvis vi ansætter flere unge og engagerer dem i det, vi laver, så tiltrækker det flere unge, siger Lisette Vind Ebbesen fra Skagen Kunstmuseer i sit oplæg onsdag aften.

Næste møde i arrangementsrækken er den 12. april, hvor Skagen Byting har inviteret nogle af landets mest erfarne by-udviklere, som vil sætte Skagen i perspektiv. Læs mere på Skagen Bytings facebookside.

Annonceret indhold

Nyeste