Stor interesse for garantmøde i Frederikshavn
Flere end 550 af Sparekassen Vendsyssels garanter fyldte Arena Nord
FREDERIKSHAVN: Sparekassen Vendsyssel garantmøde i Arena Nord var ikke så lidt af et tilløbsstykke med 550 garanter, som på aftenen blev mødt af medarbejdere fra sparekassen, mens regionsdirektør Anders Mortensen bød velkommen og guidede gæsterne gennem aftenens program.
Efter en kort beretning ved bestyrelsesformand Birte Dyrberg, samt administrerende direktør Vagn Hansens gennemgang af årsregnskabet, bød aftenen på spisning og livemusik.
- Som garant i Sparekassen Vendsyssel er dette årlige arrangement en af de mange fordele man får. Og vi kan se, at det er et populært tiltag, for år efter år støtter vores garanter trofast op om vores arrangementer, hvilket er rigtig positivt, da det samtidig er en dejlig, uformel måde at møde hinanden på, lyder det fra Anders Mortensen.
I alt har flere end 5.000 af Sparekassen Vendsyssels 39.300 garanter deltaget i de populære garantmøder.