Stor gensynsglæde: Kom langvejs fra til afskedskoncert

27. marts 2022 kl. 10.00

Det blev en flot afskedskoncert på Frederikshavn Gymnasium da 95 kammerpiger, tre pianister og én dirigent var samlet lørdag 26. marts til en sidste koncert.

Gensynsglæden var stor blandt pigerne, der alle har været med i Kammerpigerne og var kommet fra Belgien, England, Tyskland Norge og Danmark, for at mødes til denne sidste gensynskoncert.

Pigerne kommer oprindeligt fra mange forskellige byer i Frederikshavn Kommune og de mødte ind på deres gamle gymnasium, for sammen med deres dirigent gennem alle årene, lektor Birgit Munch, at skabe et genhør med dejlige toner fra Kammerpigernes kæmpe bagkatalog.

Koret blev startet med syv piger i 1985, og seks af dem var med på podiet i festsalen.

De 95 piger dækker hele rækken af år. Nogle startede allerede inden gymnasiet, andre mens de var elever, og flere har efter gymnasietiden også været med til de mange arrangementer, der har været gennem årene

- Det jo lidt ligesom at komme hjem. Bare det at synge alle sangene igen. Det er en anden tid at komme tilbage til. Det er virkelig vildt, siger Tine Kranker der i dag bor i Værløse.

Tine startede i 2007 hos Stuepigerne. Senere blev det som sopran i Kammerpigerne og så i Oldfruerne, hvor man kommer hjem til jul og får lov at synge til Kammerpigernes julekoncerter.

Startede i Stuepigerne

Sådan er det også for Charlotte Wæhrens. Hun startede som 11-årig i Stuepigerne, og har været med til alle arrangementerne gennem årene og er egentlig aldrig rigtig stoppet. - Det er altid fedt at mødes for at synge de sange, som fylder så meget for os, siger Charlotte Wæhrens.

Maria Petersen er oprindelig fra Elling, men bosat i London, fortæller at hun startede i koret hos Stuepigerne.

- Jeg stoppede i 2002, men musikken har altid fyldt meget og det er Birgits skyld. Nu er jeg kommet hjem for, at fejre hende og for at være med til Kammerpigerne sidste koncert, fortæller Maria Petersen.

- Nogle af pigerne har jeg ikke set hinanden siden 10 års jubilæet og men rigtig mange af os har mødtes jævnligt gennem årene. Coronaen har forsinket os med et par år, men nu er det nu og sidste gang vi mødes i dette regi, for jeg har valgt at gå på pension til sommer, siger Birgit Munch.

300 gæster

Bagkataloget blev støvet af inden koncerten.

- Vi gik i gang i stemmegrupperne lørdag formiddag og satte det sammen efter middag, siger Birgit Munch der glædede sig til genhøret med de mange Kammerpigestemmer.

Det blev en smuk koncert med omkring 300 gæster, og den største samling af Kammerpiger på gymnasiet nogensinde, akkompagneret af pigernes primære pianister Nikolaj Vejen, Søren Gaden og Mathias Madsen Munch, der med flyglet fik koncerten til at sprudle.

Efterfølgende var der jubilæumsfest, hvor pigerne fortsatte med at synge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste