Stor donation til Skagen-museum: Sikrer omsorg til kræftramte familier i ti år
SKAGEN: En stor donation sikrer nu, at der fortsat kan ydes støtte og omsorg til familier med kræftramte børn på Familiehuset - et opholdssted, hvor familier til langtidsindlagte børn kan bo mens deres børn er indlagt på Skejby.
Bamsemuseet i Skagen har nemlig ”adopteret” et af de 22 værelser i Familiehuset, og Skagen-museet her netop modtaget en donation på 500.000 kroner, der sikrer driften af dette værelse de næste ti år. Donationen kom i hus i forbindelse med den såkaldte påske-salon på museet skærtorsdag.
Museets leder, Jonna Thygesen, siger:
- Jeg var meget overrasket og dybt taknemmelig da jeg fik denne besked. Godt nok er vi begunstiget med gode venner og fine donationer, men 500.000 kr. på en gang fra en privat person - det har jeg ikke prøvet før.
Er man eksempelvis fra Skagen, så er der langt til Aarhus - og så er det vigtigt med et opholdssted tæt på hospitalet, hvor man både kan bo og få omsorg i en svær tid, og også møde andre familier i samme situation. Familiehuset er bygget af Trygfonden, men driften skal huset selv stå for.
Gennem mange år har der været knyttet venskabsbånd mellem Bamsemuseet i Skagen og Familiehuset i Skejby.
- Bamsemuseet i Skagen har i mange år stået for en lang række arrangementer for børnene og deres familier. Hvert år er der julefest, fastelavnsfest, og sommerfest, der er udflugter, og en årlig weekendtur til Skagen. Der uddeles også påskeæg og julegaver, og så er vi ligeledes med til at indrette huset med alt det som gør et længere sygdomsforløb mere tåleligt. Men først og fremmest er Familiehuset en tryghedsbase midt i en udfordrende tid, et helle fra hospitalet hvor familierne kan lade op, hvile ud, men også tale med andre familier i samme situation, udveksle tanker og erfaringer, og på den måde være en del af et fællesskab hvor der bliver taget hånd om en, når der er allermest brug for det, lyder det fra musset.