Stor byggelyst giver længere sagsbehandlingstider
Du skal tidligt ud, hvis du skal have en karnap på
Behovet for at bygge nyt, udvide og ombygge er vokset i årets første seks måneder i Frederikshavn Kommune.
Den store byggelyst mærker man i Center for Teknik og Miljø, der har modtaget ekstraordinært mange ansøgninger om byggetilladelse og tilsvarende stigning i plansager:
- Vi ser det stigende antal ansøgninger om byggetilladelse som et godt tegn i denne corona-tid, og som et udtryk for den positive udvikling og vækst, der er i gang i Frederikshavn Kommune, understreger Birthe Dilling Berg, der er chef for Center for Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune.
Antallet af sager er steget med 50 procent og på flere sagsområder fordoblet i forhold til tidligere år.
I Center for Teknik og Miljø sætter man nu alle sejl til for at imødekomme efterspørgslen på sagsbehandling.
Man må dog forvente at sagsbehandlingen vil trække mere ud i den kommende tid.
- Der kan gå op til 12 uger på fuldt oplyste ansøgninger for at få en byggetilladelse, og derfor opfordres borgere og virksomheder, der går med byggeplaner til at sende en ansøgning i rigtig god tid, siger Birthe Dilling Berg.