Stolegymnastik i Ældre Sagen
Ældre Sagens Lokalafdeling i Frederikshavn tilbyder fra 10. august stolegymnastik for ældre. Det foregår torsdag formiddag i tidsrummet klokken 9.00 til 10.00, eller klokken 10.30 til 11.30, og afvikles i Ældre Sagens lokaler, Søndergade 42 B. Første gang samles alle den 10. august klokken 10.30.
- Gymnastikken foregår på og omkring stole, og bliver tilpasset holdet hvor også mindre mobile kan deltage, fortæller instruktør Karen Petersen.
- Øvelserne vil bestå af kondition, muskeltræning, koordination og smidighed, øvelser, som også kan bruges derhjemme, da gymnastik en gang om ugen ikke er nok. Det og meget mere kommer jeg ind på når holdene samles, for man skal helst bevæge sig hver dag slutter Karen Petersen, til hvem tilmelding skal ske på telefon 4017 0014 (bedst efter klokken 18). Prisen er 50 kroner pr. sæson.