Stjernegod jule-ide
KOMMUNEN: Gennem de seneste år har beboerne i Abildparken og Søparken fået en flettet julestjerne med hjem fra julegudstjenesten for de ældre i Abildgård Kirke, som en ekstra julehilsen.
Som så meget andet er årets julegudstjeneste for de ældre aflyst, og som en lille erstatning modtager beboerne i Abildparken,
Søparken og Hospice en særlig julehilsen fra Abildgård kirke i form af en flettet julestjerne i en corona-sikker cellofanpose, der også indeholder et julekort med en julehilsen fra Abildgård Kirke.
Stjernerne forsynes med en forgyldt snor, så de kan tage sig flot ud i et vindue eller på et juletræ.
Nu kunne man forledes til at tro, at julestjernerne var indkøbt til lejligheden.
Men det er ingenlunde tilfælde.
De er nemlig håndlavet og af lidt af en fingerfærdig ekspert.
Normalt håndterer han de mange manualer på kirkens orgel, men når julen nærmer sig, så kaster organist Søren Rasmussen sig ud i julefletteri.
- I min teenagetid i Helsingør tjente jeg lidt ekstra lommepenge ved at flette stjerner til min sognekirkes julebasar. Stjernestrimlerne var hvide og lavet af papir.
- For et par år siden genoptog jeg mit ”Stjerneprojekt”, fordi man nu kunne købe stjernestrimler i metal i mange flotte farver.
Så fik jeg den idé, at beboerne i Abildparken og Søparken fik en flettet julestjerne med hjem fra julegudstjenesten for de ældre, og det har nu været en tradition i flere år.
- I år skulle der flettes flere end 200 stjerner og derfor gik jeg også straks i gang, efter at stjernestrimlerne landede i butikkerne, fortæller Sørensen Rasmussen.
Samtidigt fik han lidt ekstra tid, fordi han med bopæl i Vodskov blev lukket ude af det gode frederikhavnske selskab, da kommunerne lukkede ned.
- Jeg var med andre ord hjemsendt, og en del af mit hjemmearbejde blev således at flette de mange stjerner, så de var klar til levering 1. søndag i advent - og færdige, det blev de fortæller Søren Rasmussen, der forlængst er hjemme på sin vante plads ved orglet i kirken efter genåbningen af de nordjyske kommuner.