Stærkt hold til næste år Rock i Frederikshavn
Koncertplakaten er sendt i trykken, og arrangørerne lover en musikfest for alle til næste sommers fedeste haveparty: Rock i Frederikshavn.
- Jeg får lyst til at række mine knyttede næver i vejret og juble, når jeg kigger på næste års Rock i Frederikshavn-plakat.
Det siger Casper Høgsted, som føler det som om han og de andre arrangørerkolleger har løbet en maraton, og nu er endelig er kommet i mål.
- Efter to års aflysninger, er vi igen klar til koncert på Knivholt. Jeg tør godt love, at det bliver en musikfest for alle til næste sommers fedeste haveparty lørdag 11. juni, siger Casper Høgsted.
Navnene på 2022-koncertplakaten er Magtens Korridorer, Dodo & The Dodos, Keinstein, Queen Machine, Folkeklubben, Johnny Madsen, Østre Gasværk og Aqua.
Et stærkere hold er svært at forestille sig.
Det bliver således et lykkeligt gensyn med et af Danmarks bedste og mest rutinerede rockbands: Magtens Korridorer på scenen næste år til Vendsyssels bedste party under åben himmel.
Glæden bliver helt sikkert ikke mindre, når det legendariske liveband Dodo & The Dodos entrerer scenen med en perlerække af nogle de absolut største danske evergreens – heriblandt ’Vågner i Natten’, ’Gi’ Mig Hvad Du Har’ og ’Sømand Af Verden’.
Folkeklubbens identitet ligger i jagten på det næste smukke koncertøjeblik og dén gode sang, hvis grundelementer er Kjartan Arngrims tekster og vokal, Rasmus Dalls guitarer og Rasmus Jusjongs fornemmelse for bund, beats, kor og keys.
Folkeklubben har over de seneste snart 10 år markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre, og der er lagt op til et poetisk rockbrag, når de indtager scenen til Rock i Frederikshavn.
Og så er der Queen Machine.
Alle der har oplevet Queen Machine kan nikke genkendende til, at bandet giver publikum en episk musikoplevelse helt i Queens ånd.
We Will Rock You, Bohemian Rhapsody, I Want To Break Free, A Kind Of Magic, Don’t Stop Me Now, Somebody To Love… Listen af Queen-hits virker uendelig lang, og mange sange er selvskrevne på enhver sætliste til et Queen-show. Alligevel har Queen Machine formået at skabe deres eget univers omkring Queens musik. Et univers, hvor der er plads til at overraske og forny tilgangen til showet - med stor kærlighed og respekt for originalen.
Johnny Madsen er selvfølgelig også med.
Alle, som kender til Johnny Madsen, ved, at den gode koncertstemning går hånd-i-hånd med fest, fadbamser og fællessang, og den nu 68-årige musiker har i tidens løb udgivet op mod 20 albums i eget navn med hits som ”Uden for sæsonen”, ”Johnny the Blues”, ”Stjernenat”, ”Griseriet På Bounty” og ”Færgemand”.
Sammen med Knud Møller på guitar og resten af bandet kan Knivholt-publikummet glæde sig til endnu en musikalsk oplevelse i topklasse.
90’ernes ubestridte favoritter, AQUA, der består af René Dif, Søren Rasted og den norske sangerinde Lene Nystrøm, har siden deres gennembrud i ’97 været kendt på internationalt plan for deres utallige eurodance hits, der bl.a. tæller numre som ’Barbie Girl’, ’Doctor Jones’, ’Turn Back Time’, ’My Mamma Said’ og ’Back To The 80’s’.
Med deres finurlige samt farverige musikalske og visuelle stil har de cementeret sig selv på den internationale musikscene, og gjort AQUA til det bedst sælgende danske band til dato.
AQUA har været meget igennem siden deres gennembrud for 20 år siden, herunder opløsning, comeback og mandefald, men de står i dag stærkere end nogensinde, og de er om nogen mestre i at levere en festlig, hitspækket og uforglemmelig livoplevelse.
Så glæd dig til lørdag den 11. juni, hvor AQUA tager dig tilbage til 90’erne, og sætter festen i gang på Rock i Frederikshavn-scenen.
På Freddy’s Bar Scenen kan man opleve to sikre hits - nemlig Østre Gasværk og Keinstein.
Keinstein er bandet, der med deres unikke koncept, mener, at langt hår, læderveste, og tunge guitarriffs godt kan gå hånd i hånd med Giro 413 klassikere af Birthe Kjær, Jodle Birger, Teddy Edelmann mfl. Keinstein fortolker dansktop klassikere, som de ville have lydt, hvis de var udført af rockhistoriens største kunstnere, fx ”Vi maler byen rød” spillet af Metallica, ”I en lille båd der gynger” fremført af Europe eller ”Volvo B18” spillet af AC/DC.
Også de populære Østre Gasværk-drenge har fået en plads på plakaten.
Danmark tabte hjertet til Gasolin sidst i 70érne. Der har siden været mange efterligninger af Gasolin. I nyere tid kommer man ikke tættere på den originale stemme og ånd end lokale Østre Gasværks fortolkninger af Gasolin og sange fra Larsens øvrige sangskat.
Hvis man vil sikre sig en billet til Rock i Frederikshavn, skal man klikke ind på www.rockifrederikshavn.dk. Billetsalget er allerede i gang.