Står sammen i modstanden om placering af solcellepark
Borgerne i Præstbro ser gerne, at der kommer mere grøn energi, men det påtænkte solcelleanlæg skal placeres der, hvor det ikke går ud over så mange borgere.
Hvis Frederikshavn Kommunens planer om at udlægge et nyt solcelleanlæg ved Præstbro vil 13 familier, der bor tæt på området, blive direkte berørt.
Sammen med Præstbro Borgerforening havde de berørte beboere inviteret byrådspolitikere og interesserede borgere til møde om, hvad det vil betyde for området, hvis kommunen giver mulighed for at etablere en solcellepark på 40 hektar, som der lægges op til.
Mødet, tirsdag 18. august blev indledt med en besigtigelse af området, hvor én af beboerne, Helle Christensen guidede politikerne rundt, for de med egne øjne kunne danne sig et realistisk billede af, hvordan området ved Fjembhedevej vil tage sig ud, hvis kartofler og korn på markerne blev udskiftet med op til tre meter høje solcellepaneler.
Efterfølgende var der, i et fyldt klubhus, orienteringsmøde, hvor formanden for Plan- og Miljøudvalget, Peter Sørensen (V) gennemgik hele den kommunale planlægningsproces, og Vagn Christiansen, Fjembhedevej 57 fremlagde argumenterne imod opførelsen af solcelleparken i det påtænkte område på vegne af den til lejligheden nedsatte arbejdsgruppe,
Den store plan
Udvalgsformand Peter Sørensen oplyste, at Frederikshavn Kommune har fået en række henvendelser fra lodsejere, som ønsker at etablere solcelleanlæg på dele af deres arealer.
Da der er tale om et større pladskrævende anlæg, skal kommunen have planlægningen på plads, inden initiativtagerne kan begynde at rejse de første solcellepaneler.
Kommunens plan- og miljøudvalg har derfor ønsket at udlægge fem nye arealer til større solcelleanlæg til elproduktion ved Starbakke og Ribberholt vest for Frederikshavn samt to ved Dybvad, øst for byen og ved Havensvej og kommunens sydligste anlæg ved Præstbro. De fem solcelleanlæg har varierende størrelser på mellem 13 til 82 hektar.
Planlægningen sker i første omgang i form af et kommuneplantillæg, som, hvis det vedtages, giver mulighed for etablering af solcelleanlæg på i alt 220 hektar.
Sammen med det tidligere udlagte område nord for Aalbæk på 30 hektar, vil der i alt, efter en eventuel vedtagelse af den fremlagte kommuneplantillæg, være udlagt arealer til større solcelleanlæg på i alt ca. 250 ha. Den årlige produktion af vedvarende energi ved opførelse af 250 hektar solcelleanlæg kan beregnes til 187.500 MWh vedvarende energi. CO2-besparelsen kan beregnes til 57.375 ton.
Der er fra administrationens side under udvælgelsen af områderne lagt vægt på, at områderne i forvejen har tekniske installationer i form af luftledninger eller nedgravede elkabler samt nærhed til eksisterende transformatorstationer. Ligeledes er der lagt vægt på, at der ikke bliver anvendt, hvad der bliver betegnet som særlig god landbrugsjord.
Peter Sørensen understregede, at selv om byrådet havde fremlagt kommuneplantillægt til otte ugers offentlig høring, var der ikke taget stilling til om planen bliver gennemført i sin fulde udstrækning.
-For ikke at forkludre debatten og bevare fokus, har vi i byrådet aftalt, at vi ikke udtaler os, før borgerne har talt i form af indsigelser, der i øvrigt skal være kommunen i hænde senest den 28. august 2020.
Dårlig placering
Der vil, efter Vagn Christiansen indlæg og den efterfølgende debat, helt sikkert komme en række indsigelser fra borgerne i og omkring Præstbro.
-Det er et aktivt tilvalg, at vi har valgt at bosætte os i Præstbro, fordi vi alle nyder årstidernes skiften, en dejlig udsigt til natur, hvor vi nyder et mangfoldigt dyreliv.
-Hvis vi bliver hegnet inde med høje solpaneler og trådhegn vil vores gode bo-miljø blive ødelagt og vi bliver på det nærmeste stavnsbundet, da vores ejendomme bliver usælgelige, fastslog Vagn Christiansen.
Omkring afhændelse af ejendommene har de berørte beboere fået en livline, idet regeringen i november 2019 har indgået en bred politisk aftale om at forbedre vilkårene for naboer til fremtidige vindmøller og solcelleanlæg. Aftalen indebærer bl.a. en salgsoptionsordning for naboer til solcelleanlæg der placeres mindre end 200 meter fra deres ejendom.
Et godt tilbud
Under den i øvrigt oplysende og konstruktive debat blandt de cirka 50 deltagere, kom der et frisk bud fra landmand Harald Pedersen. Kommune var velkommen til at udlægge hans 125 hektar, ikke særlig god landbrugsjord vest for Dybvad med kort afstand til transformatorstation og vigtigt ikke mindst har området ingen naboer, idet Harald Pedersen selv ejer de fire ejendomme på arealet. Hvis disse arealer skal udlægges til solcellepark skal der opstartes en ny planproces.
Byrådsmedlem Ida Skov (EL) påpegede, at for at sikre den grønne omstilling, må vi være parate til opgive nogle af vores goder og opfordrede til, at anlæg til vedvarende energi blev holdt på lokale hænder.
Landmanden fra Vester Thorup, der ønsker at opføre solcelleparken, var også inviteret til borgermødet, men havde meldt afbud grundet travlhed med høsten.
Mødets ordstyrer, borgerforeningens formand Søren Holm Kristensen oplyste, at der allerede er over 100 personer, der har skrevet under på en protestskrivelse, der frem til den 25. august er fremlagt i ”Blomsterbixsen”. Sluttelig takkede han for det flotte fremmøde, ikke mindst til de ti politikere, der havde taget sig tid til et par timers debat i Præstbro.