Spritnyt tilbud til veteraner: Så er det på med badetøjet
DIF Soldaterprojekt havde indbudt alle veteraner og pårørende til intromøde i Frederikshavn Svømmehal for at fortælle om et nyt projekt for veteraner: Safe Zone Svømning Frederikshavn.
Tilbuddet er et samarbejde mellem DIF Soldaterprojekt, Frederikshavn Svømmeklub, Frederikshavn Svømmehal og Søværnet Frederikshavn, der starter i Frederikshavn Svømmehal, første gang onsdag 7. september.
Safe Zones bliver arrangeret i samarbejde med lokale idrætsforeninger, som bidrager med dygtige instruktører, gode faciliteter, smil, tryghed og meget mere.
DIF Soldaterprojekt
- For Danmarks Idrætsforbund (DIF) Soldaterprojekt er fællesskab kerneværdier og vi støtter hinanden i medgang og modgang. Vi arbejder for at skabe trygge træningsfællesskaber for veteraner i danske idrætsforeninger, fortæller Maja Krogh Buskov fra DIF Soldaterprojekt.
- Det gør vi i regi af vores såkaldte Safe Zones, som er lokale idrætstilbud for skadede veteraner - fysisk såvel som psykisk. Der er plads til alle, som ønsker en mere aktiv hverdag. Og der bliver taget hensyn til den enkelte, tilføjer hun.
- Idrætten er med til at understøtte veteranernes reintegration fra militær til civil ved at skabe sociale netværk og derigennem øge livsindholdet for den enkelte veteran. Derudover kan idrætten være en god ventil, der giver fornyet luft i en svær hverdag, siger tovholder for projektet og Veterankoordinator i Søværnet Peter Jørgensen.
Veteran Gijs Nordberg, der bor i Frederikshavn hilser projektet velkommen, da der ikke findes nogle egentlige tilbud til de cirka 660 veteraner, der bor i Frederikshavns Kommune.
- Det lyder som et spændende projekt, som jeg håber, at man vil tage i mod. Her i disse Safe Zones har veteranerne mulighed for at træne i selskab med ligesindede veteraner i trygge rammer.
Safe Zone aktiviteter i Frederikshavn Svømmehal
- I vores svømmehal er sikkerhed og hygiejne er i top, og vi vil bestræbe os på at yde en personlig og professionel service, hvor du er i centrum. Vi håber derfor at du vil tage i mod tilbuddet og få det bedste mulige ud af alle vore spændende faciliteter, fortæller John Philipsen der er centerleder i Frederikshavn Svømmehal.
Udover de fire bassiner i Frederikshavn Svømmehal, hvoraf de tre har en behagelig temperatur på 33 grader, er der fitnessafdelinger opdelt i områder med faciliteter, hvor der er fokus på netop din foretrukne træning.
- Her er det muligt at styrketræne, få massage, en tur i det flotte vildmarkssauna eller det vulkanske dampbad eller bare slappe af i en varm sauna, siger Linda Jensen der er træner i svømmeklubben.
- Vi starter med aktiviteterne onsdag 7. september fra klokken 11.00 til klokken 12.00 i Frederikshavn Svømmehal. Men vi åbner allerede klokken 10.30, så man kan mødes i lokalet ovenpå, som også er en safe zone, hvor man kan tale med trænerne og de andre veteraner om, hvilke aktiviteter tiden i svømmehallen skal anvendes til, fortæller Winnie Skiveren, der er formand for Frederikshavn Svømmeklub.
- Så mød op - vi er sikre på, at du vil få en god og tryg oplevelse, lyder det.