
Spritny biograf bruger million: Gør sig klar til unik storfilm
Inden for samme år, som Kris Søgaard Pedersen og Sofia Rafn Abildgaard indviede det ny Palads Teater i Frederikshavn – en af Danmarks mest avancerede biografer, har de nu investeret yderligere en million kroner i en ny 4k laser filmprojektor, der skal tage 3D-filmoplevelsen til helt nye højder.
Den ny projektor er netop installeret i Sal 1. Den har en markant større lysstyrke, end den hidtidige projektor, og det er især vigtigt ved 3D-film, hvor 3D-brillerne ”sluger” op mod 80 pct. af lyset fra lærredet.
Og det er netop 3D-oplevelsen, som direktørparret ønsker at give hele armen. 14. december er der nemlig premiere på James Camerons ”Avatar 2”. Cameron var banebrydende med 3D-filmen ”Avatar” i 2009 og har med opfølgeren udviklet brugen af 3D-effekter yderligere. Og det vil Palads Teatret yde fuld retfærdighed med det optimale udstyr.

Verdens bedste lyd
Den ny filmprojektor kan endvidere vise film i HFR (high frame ratio), hvilket giver en meget virkelighedstro gengivelse af de levende billeder. Normale film er optaget med 25 billeder pr. sekund. Det menneskelige øje kan kun nå at opfatte 24 billeder og narres således til at opleve billederne som levende.
Med HFR vises der 48 billeder pr. sekund, og så er det som at være der selv. Med dobbelt så mange billeder pr. sekund er der naturligvis meget mere arbejde med efterbehandling af filmoptagelserne, og derfor anvendes teknikken kun i forventede blockbuster-film som ”Avatar 2”.
I Palads Teatret vil den avancerede billedside bliver suppleret af intet mindre end verdens bedste lyd fra biografens Dolby Atmos lydsystem med højttalere tæt placeret i loftet og hele 36.000 watt forstærkerkapacitet.

Sofia og Kris har endnu ikke selv set ”Avatar 2”, men glæder sig til – lige som gæsterne – at bliver blæst bagover i de bløde læderstole af både syns- og lydindtrykket.
De fortæller videre, at den ny biografs første halve leveår har været en stor succes. Ikke bare frederikshavnerne, men filmelskere fra hele landsdelen har taget de nye, enestående faciliteter til sig.