Spiritusmesse med hundrede smagsprøver

Spiritusmesse på Knivholt lørdag 27. maj med masser af smagsprøver

21. maj 2017 kl. 07.00

Billetprisen er 100 kroner, men så har du også fri adgang til flere end 100 smagsprøver. Af rom, gin, whisky, vodka, cognac, vin, øl og andre lækkerier.

Så et godt råd: Lad bilen stå og find en anden måde at komme hjem.

Det er lørdag 27. maj fra 12-20. Det foregår på Knivholt Hovedgård, og det er tredje gang, der er Spiritusmesse.

Bag den spirituelle sammenkomst står tre eksperter, der ved, hvad det handler om: Henrik Nielsen, der til daglig driver Vinoble i Havnegade, samt Just Jensen og Peter Olesen.

Kærlighed til whisky

For de to sidstnævnte er det ren hobby.

Just Jensen arbejder i kommunens Park & Vej, og Peter Olesen henter sin løn i Norisol, men i deres fritid dyrker de interessen for vin og spiritus. Blandt andet på en årlig tur til Skotland, whiskyens hjemland, hvor de bogstavelig talt dykker ned i whiskyens historie og smager på whisky, som andre kun drømmer om.

- Sidst vi var i Skotland, smagte vi på en whisky fra 1953. Det var en helt speciel oplevelse, fortæller Just Jensen. Der ser Spiritusmessen som et sted, hvor folk "kan smage sig ind på deres favoritter".

- Inden man køber en helflaske af en dyr whisky eller hvad det nu er, får man mulighed for at smage en række forskellige typer og mærker, siger Just Jensen.

- Og så får man alle løgnehistorierne med oven i handelen, supplerer Peter Olesen.

Sammen driver de firmaet Top Drink, der arrangerer prøvesmagning for virksomheder og private.

- Whisky kan faktisk være en rigtig god investering. Ikke mindst hvis man kan finde en udgående whisky som for eksempel Highland Park, der stiger voldsomt meget i værdi, simpelthen fordi den ikke laves længere, forklarer Just Jensen.

Udstillerne på Spiritusmessen er forskellige agenturer, der alle har samhandel med Vinoble i Havnegade, og derudover er der for eksempel en whiskyentusiast, der viser, hvad man kan få ud af whiskeytønder, hvis man er lidt snild på fingrene.

Eksklusive varer

Som sagt er der fri bar med 100 smagsprøver på indgangsbilletten, men der er også mulighed for at smage mere eksklusive varer mod en mindre betaling.

Henrik Nielsen og Vinoble medbringer nogle af de mere eksklusive varer, som til daglig er gemt væk bag lås og slå. For eksempel en russisk vodka, hvor flasken er formet som et stort æg med udsmykning af 24 karat guld. En sag til 14-15.000 kroner.

Billetter til Spiritusmessen kan købes i Vinoble, Havnegade, og i døren på Knivholt lørdag den 27. maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste