Billede beskrivelse

Spidskandidaten har ordet: Ældreomsorg, udsatte og sundhed på dagsordenen

03. november 2021 kl. 06.00

DF: Alle områder håber på, at man som kommunalpolitiker sætter fokus på netop deres ønsker og udfordringer.

Områder såsom ældreomsorg, skoler og dagtilbud, børn og unges trivsel, erhvervslivet samt den grønne omstilling. Som parti handler det om at prioritere hvilke fokusområder, der vægter højest. Det er en svær balance, og valg af fokusområder træffes ikke let.

Men Dansk Folkeparti er kendt for at være det borgerlige parti med et varmt hjerte. I Dansk Folkeparti vægter vi kærnevelfærden meget højt.

Et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine svage og udsatte - herunder særligt de ældre. Ældreområdet er ét af de vigtigste områder at have styr på i et velfærdssamfund. Dansk Folkeparti vil utrætteligt arbejde for, at vore ældre medborgere garanteres en anstændig behandling, herunder pleje, omsorg og praktisk bistand.

Samme gælder kommunens udsatte og sårbare borgere, der skal sikres hurtig og værdig sagsbehandling. Desværre ser vi ofte, at netop denne gruppe bliver behandlet uværdigt og må kæmpe helt urimeligt længe mod et system, der ikke sikrer dem den basale hjælp.

Dansk Folkeparti ønsker et sammenhængende sundhedsvæsen. Det er helt afgørende, at vi som borgere i Frederikshavn Kommune kan være stolte af den behandling og omsorg, som vi bliver mødt med i sundhedsvæsenet. Som patient skal man kunne føle sig tryg og vide, at sundhedsvæsenet har styr på, hvad der nu skal ske. Specielt når man overgår fra behandling i regionsregi til pleje i det kommunale system.

Betyder det så, at vi glemmer de andre områder. Absolut ikke!

Sætter du kryds ved Dansk Folkeparti, er din stemme med hele vejen, når forhandlinger om fremtidige beslutninger og budgetter indledes.

Sammen sætter vi ældreomsorg, udsatte og sårbares rettigheder samt sundhed på dagsordenen.

Men prioriteringer kræver også, at der er følger økonomi med. Ellers er det tomme løfter og ”Valgflæsk”.

Dansk Folkeparti er klar til at tage de nødvendige og nogle gange mindre populære beslutninger, samt at bruge en del at det råderum, som findes i den kommunale kasse. Det skal gøres med omhu og uden at tilsidesætte den økonomiske ansvarlighed, som altid skal findes blandt byrådets medlemmer uanset farve og partibogstav.

Frederikshavn Kommunes befolkningstal er stadig faldende, hvilket er både trist og bekymrende. Her ultimo 2021 er vi 59.039 indbyggere. I befolkningsfremskrivningen år 2025 falder indbyggertallet til 58.134. Denne tendens må tages alvorligt og handles på.

Vi skal også adressere udfordringer, der følger med, når antallet af ældre vokser. Manglende plejehjemspladser, speciel i Frederikshavn by, er allerede et voksende problem. Det skal løses hurtigt.

Dansk Folkeparti er et blåt parti, men ønsker at samarbejde med alle, så længe vores fingeraftryk findes i de forskellige forlig, der skal og kommer til at indgås de næste fire år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste