Spejderstart i Jerup
Baptistspejderne i Jerup startede lørdag 29. august op efter ferien og havde derfor indbudt alle der kunne have interesse i, at se hvordan et rigtigt spejdermøde foregår.
Det tilbud var der flere der havde taget imod, og de sang med mens flaget blev hejst for første gang efter ferien.
- For tiden er vi meget få spejdere i kredsen, derfor håber vi med dette tiltag at skabe interesse og få nye deltagere, fortæller Annette Olesen der er kredsfører i Jerup. Baptistspejderne er et af de mindste spejderkorps i Danmark. Alligevel findes der spejderkredse i det meste af Danmark - fra Nørrebro til Jerup.
Spejderne i Kreds Jerup er meget aktive og medvirker ved stævner og arrangementer, i blandt andet Jerup Landsbycenter og ved Coast2Coast og mange flere.
- Det er sjovt at gå til spejder, fortæller Amalie, Ninna og Tilde, der allerede er spejdere og synes det er spændende. - vi lærer en masse nye ting og der er mange aktiviteter. Og så kommer vi på udflugter, senest har vi været på Læsø, det var en rigtig dejlig tur, fortæller de.
- Vi holder spejdermøder onsdage fra kl. 17 til 18.30 for alle fra 5 til 14 år, fortæller Annette Olesen. Spejdermøderne afholdes i huset på Skagensvej 468, der har været Frederikshavn Baptistkirkes siden 1958, hvor Jerup Kreds har lejet sig ind siden 1988.
Hvis man ikke nåede at være med i lørdags, og har børn der gerne vil være med, så kan man kontakte Annette Olesen på 3054 6093.