Spejdere klar til Stafet for Livet

08. juli 2017 kl. 06.00

Det er ikke usædvanligt, at spejdere laver mad over bål, vandrer langt og sover i shelters. Men det er ikke så ofte, at det sker med det formål at samle penge ind til kampen mod kræft.

Strandby-spejderne har igen i år valgt at samle et hold, der klædt i de genkendelige mørkegrønne uniformsskjorter og gule tørklæder vil spænde vandreskoene på og gå så mange runder som muligt ved arrangementet Stafet For Livet, der er Kræftens Bekæmpelses indsamlingsevent.

Stafet For Livet bliver i år holdt for 9. gang i Frederikshavn, og som sædvanlig foregår det på en knap halvanden km lang rute ved Knivholt Hovedgaard, denne gang i weekenden den 12.-13. august.

En hyggelig dag

- Vi deltog første gang i 2016, og det var en fantastisk god og hyggelig dag, så vi var slet ikke i tvivl om, at vi også stiller med et hold i år. Forhåbentlig får vi samlet endnu flere penge ind end de omkring 25.000 kroner, vi fik samlet sidste år. Vi har valgt at sige til de af vores spejdere, der deltager, at de hver især meget gerne må spørge venner, familie og lignende om at sponsorere et beløb per omgang, den enkelte deltager går. Fra ledelsens side forsøger vi også at få lidt større sponsorer på banen, som vil give et beløb per gået km. for hele holdet, forklarer tropsleder Rasmus Aaen fra Strandby-spejderne.

24 timer

Eventet varer i 24 timer for at signalere, at kræftramte lever med deres sygdom døgnet rundt, men det er helt frivilligt, hvor længe den enkelte deltager eller hold ønsker at gå på ruten.

Man kan gå et helt døgn med få pauser, eller man kan blot møde op og gå nogle få timer.

Let at kombinere

For Strandby-spejderne er stafetten let at kombinere med andre typiske spejderaktiviteter.

- Vi fik lov til at stille vores store maste-telt op på gårdspladsen på Knivholt, og her samledes vi om for eksempel at lave mad over bål, og om natten sov vi i de shelters, der er på Knivholt, siger Rasmus Aaen.

For spejderne er der ud over det gode formål med pengeindsamlingen også en motivation af mere individuel karakter.

Gøre sig fortjent

De har nemlig mulighed for at gøre sig fortjent til de såkaldte vandreskjolde, en slags mærker til at sætte på uniformsskjorten for at fortælle, at man har gået henholdsvis 10, 20 eller måske 50 km.

- Det var en rigtig effektiv motivation, og sidste år fik næsten alle af vores cirka 30 deltagere vandreskjolde, og der er helt sikkert nogen, der vil have de næste skjolde i år. Jeg tror på, at vi bliver endnu flere i år, og samtidig glæder vi os over, at mange lægger mærke til vores hold og kommer hen og snakker, så vi får også udbredt kendskabet til spejderlivet.

- Det er et ægte win-win-arrangement for både deltagere, Kræftens Bekæmpelse og spejderne, slutter Rasmus Aaen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste